Debat direkte fra Falkonergården Gymnasium den 30. april 2024 fra klokken 14.00 til ca. 15.00.
Klik for at se debatten
Ifølge en undersøgelse, som Epinion har udarbejdet for Undervisningsministeriet, mangler danske unge viden om det moderne Grønland.
Den manglende viden har blandt andet den konsekvens, at der blandt unge danskere eksisterer en række fordomme om grønlændere og det grønlandske samfund.
Der eksisterer eksempelvis to dominerende diskurser i Danmark, når det drejer sig om synet på grønlændere. Der findes den romantiske forestilling om grønlændere som såkaldte ‘naturfolk’, samt forestillingen om et grønlandsk samfund med sociale problemer, herunder misbrug og alkoholisme – paradoksalt, når undersøgelser viser, at danskere drikker mere end grønlændere.
Blandt grønlændere eksisterer også fordomme om danskere. Der findes særligt i Nuuk en udbredt modstand mod danskhed, lyder det fra Kofoeds Skole i København, som har et værested for udsatte grønlændere.
For at komme de gensidige fordomme til livs, afholder Seismo et debatarrangement, der har til formål at nedbryde fordomme, fremme gensidig kulturforståelse samt skabe viden hos unge.
Hvad er forholdet og historien mellem Grønland og Danmark? Hvordan opstår fordomme? Hvordan kommer vi fordommene til livs? Hvilke fordomme møder grønlændere i Danmark? Og hvilke fordomme havde de om danskere, før de kom hertil? Hvordan påvirker fordomme forholdet mellem grønlændere og danskere? Og kan uddannelsessystemet bidrage til at nedbryde fordommene?
Det er nogle af de spørgsmål eleverne bliver klogere på, når eksperter, unge grønlændere og danskere debatterer, når Seismo afholder debatarrangement foran et livepublikum.
Vi lægger stor vægt på, at unge bliver hørt. Debatten vil derfor være interaktiv og publikumsinddragende med aktiviteter såsom quiz, afstemninger, videoindslag samt mulighed for spørgsmål, så de unge engageres til at deltage aktivt i debatten.
Foto: Nettips
Projektet er støttet af Grønlandspuljen under Kulturstyrelsen.