Reportage fra fronten i kampen mod AIDS

I et af de mere barske nabolag i millionbyen Bukarest står Stella i vejkanten og spejder efter kunder. Stella, som ikke ønsker sit borgerlige navn oplyst, er iklædt en mørk og tætsiddende dragt, og når bilerne kører forbi, og lygterne lyser hendes ansigt op i aftenmørket, kan man se, at hun har lagt makeup. Med eyeliner har hun tegnet en fyldig sort streg om øjnene, og læberne er malet med en dybrød læbestift. 

Som sexarbejder finder hun sine kunder blandt bilisterne på denne trafikerede hovedvej, som fører ind til centrum af den rumænske hovedstad. 

Tre gange om ugen drejer også en ambulance ind i vejsiden foran de slidte betonbygninger. Passagererne i ambulancen uddeler kondomer til Stella og hendes kolleger.

“Er du blevet rask igen, Stella?” spørger en kvinde og ruller sidedøren til ambulancen op.

“Ja, det går bedre.”

Mens Stella tager imod en æske med kondomer – hun bruger 24 om ugen – omgives hun af en håndfuld mænd og kvinder, som ikke er sexarbejdere.

Der er også stofbrugere, som er ude efter rene kanyler, så de slipper for at stikke sig med en brugt kanyle, når de senere indtager deres stof.

En kvinde får en kanyle pakket ind i plastic, mens hendes lille datter leger på asfalten.

“Hvorfor må jeg ikke få en kanyle?” spørger en mand frustreret.

“Du skal bevise, at du bruger stoffer,” svarer Alina Schiau, som denne aften kører med i ambulancen.

Manden hiver op i både ærme og bukser for at vise, at han har stikmærker efter at have brugt kanyler. Med et trænet øje tilser Alina mandens hud. Hun er ikke overbevist.

Til mandens store utilfredshed bliver han afvist. Han får ingen kanyler med og begynder at gestikulere aggressivt med armene og råbe skældsord af Alina og hendes kolleger.

“Vi har ikke et ubegrænset antal kanyler, så vi er nødt til at være helt sikre på, at vi giver til de rigtige, og ikke til mennesker, der sælger dem videre for at tjene penge,” forklarer Alina.

Pandemiens pris

Alina arbejder i ARAS. En NGO, som kæmper for at nedbringe antallet af rumænere, der bliver smittet med HIV.

Få steder i Europa er smitten så voldsom som i Rumænien. Efter at verdenssamfundet i en periode fokuserede på corona-pandemien er især landene i Østeuropa begyndt at miste grebet om udviklingen af sygdommene HIV og AIDS.

Under pandemien blev alt for få testet, og hospitalerne ville kun tage imod corona-patienter. Mange personer med HIV følte sig forladt.

Mens kampen mod AIDS er gået i stå i Rumænien, og rumænere med HIV har svært ved at få medicin, er man i det vestlige Europa på rette kurs og er begyndt at bruge nye former for behandling – eksempelvis tabletten PrEP, der gør, at man ikke kan smitte med HIV.

Ligesom i andre lande i Østeuropa er HIV og AIDS ikke på dagsordenen i Rumænien, og regeringen bruger ikke penge på at bekæmpe smitten.

En smitte som især breder sig blandt sexarbejdere og afhængige af stoffer.

“Det her er fronten,” siger Alina.

“Det er i de her kvarterer, at flest bliver smittede, og de mennesker, vi hjælper, færdes i risikozonen. Det er sexarbejdere, som ikke bruger prævention, og det er stofbrugere, som stikker sig i armen med brugte kanyler,” siger hun og fortæller, at ARAS kun har midler til at nå ud til ti procent af de mennesker, som har brug for hjælp.

ARAS drives med private donationer og bidrag fra internationale fonde, men staten hjælper dem ikke, så pengene rækker ikke langt.

Der er ikke midler til de nyeste typer behandling, og medarbejderne har ikke kanyler nok til at ud til alle og enhver.

Medarbejderne i ARAS er utilfredse med statens manglende støtte. “Det er billigere at forebygge smitten end at skulle behandle en HIV-smittet person resten af livet,” siger Alina.

Eliten er ligeglade

Tidligere på aftenen låser Alina sig ind på ARAS’ tilholdssted i udkanten af Bukarest. Et stålhegn omgiver et hjørne af en parkeringsplads, hvor fire containere står stablet parvis. Alina tager imod folk, der gerne vil testes. Hun holder også styr på lageret af kanyler og kondomer.

“Det er beskedne forhold, og det er ikke i nærheden af at være nok. Rumænien ville være bedre tjent, hvis der lå testcentre både flere steder i Bukarest og i resten af landet,” siger Alina.

Hun mener, at det manglende fokus på sygdommen til dels skyldes Rumæniens fortid som kommunistisk land.

“Det var en tid, hvor regeringen totalt ignorerede, at sygdommen fandtes,” siger Alina.

“Og sådan er det stadig i store dele af befolkningen: Hvis du ikke kan se sygdommen med dine øjne, så findes den nok ikke”

Mens hun gør klar til en lang aften og nat, hvor hun med ambulancen skal uddele kanyler og kondomer til samfundets mest udsatte borgere, forklarer hun, at det især er eliten i Rumænien, hun er skuffet over.

“Det er de samme mennesker, som sidder på magten i det her land. De kigger sig omkring og ser, at der ikke er nogen i deres omgangskreds, der har HIV og AIDS eller er i fare for at blive smittet. Det er kun de mennesker, som samfundet i deres optik ikke kan bruge til noget, der er i fare. Så eliten ignorerer bare problemet,” siger Alina.

“Men det gør kun alting værre. Det er den tankegang, som gør, at smitten stiger igen.”

LÆS OGSÅ: Den glemte pandemi – hvad er HIV og AIDS?