Online
Reality-stjerne skal lave dokumentar om hendes historie med hævnporno
Hun tog til Spanien for at deltage i et realityprogram og finde kærligheden. Da hun kom hjem fik hun en grim overraskelse - der lå nøgenbilleder af hende på nettet.
I foråret 2018 tog Zara McDermott til Mallorca i Spanien, for at deltage i den britiske udgave af reality-programmet Love Island.
Men imens hun prøvede at finde kærligheden på Mallorca, begyndte der at sprede sig nøgen-billeder af hende på appen WhatsApp. Sådan skriver Ekstra Bladet.
Imens man er med i Love Island, har man ikke adgang til sin egen telefon eller omverdenen. Derfor vidste hun først hvad der var sket, da hun kom hjem til England igen. Og her stod det klart, at Zara McDermott havde været offer for hævn-porno.
Skal laves til en dokumentar
For tre dage siden delte Zara McDermott et opslag på instagram, hvor hun fortæller, at hun sammen med BCC er i gang med at lave en dokumentar-film. I den fortæller hun sin historie om at være udsat for hævnporno. BBC svarer lidt til det danske DR.
Hver tiende englænder har været udsat for hævnporno, og 70 procent af ofrene er kvinder – ligesom Zara McDermott.
Med dokumentaren ønsker hun at sætte fokus på emnet og give en stemme til alle dem, som har oplevet det samme som hende.
”This has affected my life and me as a person tremendously, and for the first time I’m confident enough to properly speak out and share my story.”
Hvad er hævnporno?
Hævnporno er, når man deler nøgen-billeder af nogen uden at have fået samtykke til det – altså uden at have fået lov. Man kalder også hævnporno for en form for digital krænkelse. Altså når man bliver udsat for noget ubehageligt på nettet.
I følge Red Barnets hjemmeside er hævnporno et “misvisende begreb”. Fordi ordet hævnporno, får folk til at tænke på, at billede forestiller noget pornografisk, og at grunden til det er blevet delt, er hævn. Det er ikke rigtigt. Der kan nemlig være mange grunde til at nogle deler nøgenbilleder af andre uden at have fået lov.
Herhjemme i Danmark har der været store problemer med delinger af nøgenbilleder uden samtykke. Du kan måske huske den store ”Umbrella-sag”? Her blev over 1.000 unge danskere sigtet for at dele en video af to 15-årige, der havde sex. Pigen i videoen havde ikke givet samtykke til at videoen blev filmet eller delt. Sagen varede i fire år.
Faktisk er der i gennemsnit én person i hver gymnasie-klasse, som har fået delt et nøgenbillede, uden de har givet lov til det. Det kan du læse mere om her.
Hvis du har fået delt et nøgenbillede, eller en af dine venner har, og du ikke ved, hvad du skal gøre, så kan du læse Red Barnets gode råd her.
LÆS OGSÅ: I går var kvindernes internationale kampdag: Men hvorfor holder vi den?