Portræt af syrer i Tyrkiet: “Jeg oplever racisme hver dag”

Denne artikel er en del af temaet “Valg i Tyrkiet” som er skrevet af freelancejournalist Birk Kotkas. Projektet er støttet af Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.

Historien er fortalt af Farah Trabalisi. Hun er syrer, som er flygtet fra krigen i Syrien. Nu bor hun i Tyrkiet.

“Jeg var 25 år gammel, da borgerkrigen i Syrien begyndte. Jeg var en af de bedste elever på universitetet og havde gode muligheder for at få en karriere i kunstbranchen ligesom flere andre i min familie.”

“Jeg havde mit eget atelier uden for Syriens hovedstad, Damaskus, hvor jeg også underviste. Jeg vandt flere priser for mine malerier.”

“Men på grund af krigen blev jeg nødt til at flygte til Tyrkiet.”

“Dengang skulle man ikke have visum, for at komme ind i landet, så jeg købte bare en billet, og tog afsted.”

“Jeg fik hurtigt et arbejde hos en NGO, der hjælper andre syriske flygtninge. Planen var, at jeg kunne arbejde og studere videre i Tyrkiet og senere flytte tilbage til Syrien.”

“I starten følte jeg mig meget velkommen i Tyrkiet. Folk tog godt imod os og forsøgte at hjælpe. Mange tyrkere var vant til at se udlændinge, og de var ofte nysgerrige omkring vores kultur.”

“Jeg har mange gode minder fra denne periode. Jeg havde et godt socialt liv, og jeg var overbevist om, at jeg kunne skabe et meningsfuldt liv for mig selv i Tyrkiet.”

Racisme hver dag

“Det var først efter et par år i Tyrkiet, at jeg begyndte at opleve racisme. Den første episode fandt sted i 2015, da jeg var nede ved havnen i Istanbul for at købe noget af en fisker.”

“Da han fandt ud af, at jeg var fra Syrien, kastede han et stykke skrald efter mig og sagde: “Gå hen og sælg det. Det er jo det, I syrere laver i Tyrkiet.”

“I de seneste to år har jeg oplevet racisme hver eneste dag. Mine syriske venner oplever det samme. Derfor er jeg også holdt op med at fortælle folk, hvor jeg kommer fra. Selv når folk prøver at være flinke, ender det ofte med, at de siger noget negativt.”

“Folk kan for eksempel finde på at sige: “Normalt får jeg lyst til at løbe væk så snart, jeg ser en syrer, men sådan har jeg det ikke med dig.”

“De siger det, som om det er et kompliment, men det er det jo ikke.”

“Jeg har stadig nogle tætte venner, der forstår mig. Men jeg taler stort set ikke med nye mennesker længere. Det bliver bare for meget, når man hver evig eneste dag skal høre noget negativt om sin nationalitet.”

Vil hellere ansætte tyrkere

“Jeg har været arbejdsløs i det seneste år, selvom jeg har søgt masser af jobs. Det er blevet svært at få et arbejde uden tyrkisk pas. Det har jeg selv oplevet.”

“Jeg var til jobsamtale som underviser hos et kunstcenter her i Istanbul. Det havde passet godt med de erfaringer, jeg har. Det var også en fordel, at jeg både taler tyrkisk, arabisk og engelsk.”

“Men da de fandt ud af, at jeg er fra Syrien, sagde de: “Du er kvalificeret til jobbet, men det ville være for dyrt for os at ansætte dig. Der er alt for meget papirarbejde”.”

“Jeg har søgt mange andre jobs, som jeg på papiret er kvalificeret til. Men svaret er ofte, at de hellere vil ansætte nogen med tyrkisk pas. De lægger ikke skjul på det længere.”

“Jeg er ved at søge om tyrkisk statsborgerskab. Det er ikke noget, jeg er glad for, men jeg føler, at jeg er nødt til det. Jeg kan ikke få et godt arbejde, og jeg kan ikke rejse nogen steder hen med mit syriske pas.”

“Det er ikke nogen god følelse at skulle kæmpe for et tyrkisk pas, efter alt det jeg har oplevet i de seneste år. Jeg har jo allerede en nationalitet, og jeg føler mig stadig som syrer.”

Tilbage i Syrien

“To af mine søskende rejste også væk fra Syrien, da krigen begyndte. Jeg har en søster i Tyskland, der lige har fået statsborgerskab. Så nu kan hun endelig rejse og arbejde frit i Europa.”

“Jeg har også en søster, der bor med sin mand og deres børn i Libanon. Der er situationen ikke ret god, men den er i det mindste bedre end i Syrien, da de har basale ting som elektricitet og vand.”

“Mine forældre bor stadig i Damaskus, men jeg har kun besøgt dem en enkelt gang, efter at jeg tog til Tyrkiet. Jeg besøgte dem kun i et par dage, fordi det stadig er meget farligt. Hvis folkene i Syrien fanger mig, kan det være, at jeg bliver sendt i fængsel.”

“Det var et chok for mig at se Syrien igen, og jeg kunne næsten ikke genkende min gamle hjemby. Der var beskidt, og der var bevæbnede soldater overalt.”

“Min far har problemer med helbredet, og han har svært ved at få hjælp. Hospitalerne i Syrien fungerer stort set ikke, fordi alle lægerne er flygtet ud af landet.”

“Jeg har også en lillesøster på 10 år, der bor i Damaskus. Hun blev født under krigen, så hun har aldrig oplevet andet. Hun tror, at det er helt normalt, at der kun er strøm fire timer i døgnet. Jeg prøver at gøre, hvad jeg kan, for at få hende ud af Syrien.”

Drømmer om et liv uden problemer

“Jeg håber, at jeg snart kan finde et godt arbejde, og så håber jeg meget på, at jeg kan studere videre på universitetet en dag.”

“Det var planen, at jeg skulle have en kandidatuddannelse, da jeg kom til Tyrkiet. Men jeg har ikke haft mulighed for det, fordi jeg selv skal betale for uddannelsen.”

“Drømmescenariet er, at jeg kan have mit eget atelier og kunne leve af at lave af kunst. Men hvis dette ikke sker, så vil jeg i det mindste leve et fredeligt liv uden problemer.”

“Hvis jeg får et tyrkisk pas, håber jeg, at jeg igen kan føle mig fri. Jeg overvejer også at flytte ud af Tyrkiet til Egypten eller Bahrain, men det er heller ikke let at starte helt forfra i et nyt land som 37-årig.”

“Hvis der er nogen, der har forslag til, hvad jeg skal gøre, så vil jeg meget gerne høre fra dem.”

LÆS OGSÅ: Syrisk flygtning i Tyrkiet: “Hvornår smider de mig ud af Tyrkiet?”