Kultur

Populær læskedrik kommer til Danmark

Prime Hydration kan snart købes i Danmark.

Foto: Circle K

Helena Fuur Hansen


6 juni, 2023



Det populære læskedrikmærke, Prime, som Logan Paul og KSI står bag, kommer nu til salg i Danmark.

Du kender nok godt både Logan Paul og KSI. De to influencere har nemlig tilsammen mere end 100 millioner følgere på tværs af YouTube, Instagram, Twitter og TikTok. Og kender du dem, så har du helt sikkert også hørt om deres læske- og energidrikmærke Prime, som de to youtubere har lavet sammen. 

Prime er meget populær, og for første gang nogensinde bliver læskedrikken officielt solgt i Danmark. Det skriver Circle K i en pressemeddelelse

Hvornår kommer Prime til Danmark?

Prime Hydration, som læskedrikken hedder, rammer hylderne på alle Circle K-stationer i Danmark i midten af juni. 

”Ved lanceringen af Prime i Island, som har 364.260 indbyggere, blev der solgt over 250.000 flasker alene den første uge. Derfor forventer vi også travlhed, når Prime lanceres i Danmark. Ikke mindst i de Circle K-butikker, som ligger tæt på skoler og andre steder, hvor især mange unge færdes, fordi de unge allerede har set læskedrikkene på sociale medier og kender folkene bag,” siger Mathilde Westerholt, som er direktør hos Circle K i Danmark, i pressemeddelelsen

Hvad er Fødevarestyrelsen?

  • Fødevarestyrelsen sørger for, at regler omkring fødevarer bliver overholdt.
  • Fødevarestyrelsen laver eksempelvis kontrolbesøg hos virksomheder, der arbejder med fødevarer. Det kan være et pizzeria, en restaurant eller en kiosk.
  • Her kontrollerer de eksempelvis, om virksomhederne er gode nok til at gøre rent der, hvor maden laves.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Prime producerer to forskellige serier af drikke. I Danmark bliver det den såkaldte Prime Hydration læskedrik, som Circle K tilbyder i fire forskellige smagsvarianter: Blue RaspberryLemon LimeTropical Punch og Ice Pop.

Prime Hydration er en læskedrik, der er udviklet til at slukke tørsten og tilføre et supplement af vitaminer og mineraler. De nye Prime Hydration læskedrikke, der sælges hos Circle K, er baseret på kokosvand.

Det har tidligere været muligt at købe læskedrikken i Danmark, indtil Fødevarestyrelsen krævede, at salget blev stoppet. Salget af Prime var nemlig ulovligt, da drikkene ikke havde gennemgået en bestemt godkendelse, som nogle drikke- eller fødevarer skal have, før de kan sælges i Danmark. Det kan du læse mere om her

Læskedrikken er nu tilpasset det danske marked, og overholder Fødevarestyrelsens retningslinjer. Derfor kan Prime Hydration nu sælges officielt i Danmark. Læskedrikken er hverken tilsat sukker eller koffein.

Hvorfor er Prime så populær?

På Primes egen hjemmeside meldes alt udsolgt, og herhjemme har energi- og læskedrikkene førhen også kun været tilgængelige i et begrænset antal.

I England har man set samme tendens. Også her har Prime-drikkene kun været tilgængelige i begrænset antal. Det skriver BBC.

Ifølge Eddie Hammerman, som er marketingsekspert, så er udbud og efterspørgsel nøglen til, at Prime er blevet så populær. 

“Begræns udbuddet, og så skaber du efterspørgslen,” forklarer Eddie til BBC. Han er direktør for et marketingbureau, der hedder The 10 Group, som blandt andet arbejder med Visa og Red Bull. 

For kunden handler det om FOMO, Ifølge Eddie Hammerman. Altså Fear Of Missing Out. Vi ønsker ikke at gå glip af et produkt, som ser ud til at være i begrænset udbud

Logan Paul danner par med danske Nina Agdal, som har hjulpet ham med at reklamere for Prime. Det sker i Logan Pauls egen podcast, som hedder IMPAULSIVE. Logan Paul ringer Nina Agdal op, som på dansk fortæller, at Prime Hydration snart kan købes hos Circle K, Netto, Bilka og Føtex.

Hos Circle K koster en flaske Prime Hydration 25 kroner.

LÆS OGSÅ: Danske børn får for meget sukker