Kultur

Politiet lukker flere ulovlige fester: De unge stikker af for at undgå en bøde

Politiet måtte lukke flere ulovlige fester i weekenden.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Julius Christiansen Tromholt


1 marts, 2021



Der er ikke meget fest og ballade for tiden. Vi må nemlig ikke samles flere end fem personer. Men nogle unge vælger alligevel at samles for at feste. Det fortæller politiet.

”Når corona er overstået, så skal vi holde en kæmpe fest.”

Sådan er der nok mange, som tænker. Men der er også nogle få unge, som ikke kan vente. De holder nemlig ulovlige fester.

Fredag og lørdag har politiet i København sigtet 105 personer, som deltog i en ulovlig fest. Eller som var samlet flere end de tilladte fem personer.

Fra lørdag til søndag måtte politiet lukke to fester. Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Politiet fortæller, at det ikke er spontane fester, som lige pludseligt er opstået. Det er planlagte fester. Det er primært unge i alderen 18-30 år, som politiet fanger til festerne.

Hvad sker der, hvis man bliver taget?

Så får du en bøde på 2.500 kroner.

Det er de fleste unge ikke interesserede i. Så når politiet kommer, så stikker de af. Derfor har politiet lagt en ny taktik, som skal sørge for, at så mange som muligt bliver fanget.

Politiet vil nemlig omringe festen, inden de viser sig for de unge. På den måde kan de fange de unge, som prøver at stikke af. Det fortæller Rasmus Agerskov Schultz, som er vicepolitiinspektør i Københavns Politi, til DR.

”Vi har set, at folk er berusede, og så bliver de altså mere villige til at tage chancer og springer ud af vinduer og så videre, og så kan vi tage fat på dem der, når vi har omringet stedet,” siger han.

Er det kun i København?

Nej. De unge fester også ulovligt andre steder i Danmark. På Fyn har politiet også måtte lukke flere fester.

Derfor beder Fyns Politi forældrene til de unge om at få styr på, hvad deres børn laver. Det skriver Fyns politi på Twitter.

Den største by på Fyn hedder Odense. Og byens borgmester, Peter Rahbæk Juel, er ikke helt tilfreds med de unges opførsel. Det forklarer han til TV 2.

”Man tænker, om de har tabt hovedet. Det er et rigtig uheldigt signal, de sender med det her. De kan jo godt tælle til fem. Jeg håber, at de unge og især deres forældre er opmærksomme på, hvad de går og laver,” siger han.

De fleste unge kan dog godt finde ud af at blive hjemme og vente med at feste, til krisen er overstået.

LÆS OGSÅ: Her er planen for genåbning: Om din skole åbner, kommer an på, hvor du bor.