Identitet

Skole forbyder croptops

Croptops som denne er ikke længere tilladt på skolen.

Foto: Jansel Ferma/Pexels

Nanna Hein


18 august, 2021



Lærere og ledere på Firehøjeskolen vil ikke længere lade eleverne gå med croptops.

Du kender den højst sandsynligt godt. Den korte t-shirt eller strop-top, der stopper lige over navlen, og som især er populær blandt unge piger. Den korte stroptop eller t-shirt går for det meste under navnet croptop. Men sådan en er det altså ikke længere tilladt at have på, hvis du går på Firehøjeskolen i Vejle. 

Her har ledelsen nemlig besluttet, at det ikke længere er tilladt for 8.- og 9.-klasserne at bære croptops. Det oplyser radioprogrammet P1 Morgen.

Hvorfor er skolen imod croptops?

Forbuddet må siges især at ramme pigerne på skolen, da det for det meste er dem, der trækker i en croptop. En af de piger er Tilde, og ligesom sin far Martin Fogh Skovlyst forstår hun ikke forbuddet. Til BT fortæller Martin Fogh Skovlyst, at hans datter havde fået at vide, at forbuddet var lavet, fordi drengene havde svært ved at koncentrere sig om undervisningen, når pigerne havde croptops på.

”Jeg synes, det er grebet forkert an fra skolens side. Det hører ikke hjemme på en folkeskole i 2021 hverken for piger eller drenge. Jeg kan sagtens se, der kan være problemstillinger på grund af påklædning, men så skal skolen tage en snak med den enkelte om problemet og derfra inddrage de pågældende forældre.” Sådan siger Martin Fogh Skovlyst til BT.

Men at det har noget med drengenes koncentration at gøre, kan man ikke læse noget om i den besked, som forældrene har fået på Aula. Her skriver skolen blandt andet:

”Det er ikke nyt for nogen af jer, at vi er et udskolingsteam med holdninger, og derfor henstiller vi til, at I tager en snak med jeres børn om, hvad der er ordentlig påklædning, når man er ”på arbejde” og befinder sig på en offentlig institution.”

Beskeden til forældrene afsluttes med et forbud mod croptops og bar mave.

”Bar mave med videre hører til hjemme i haven, på stranden og ude i sommerlandet.”

Til P1 Morgen fortæller skoleleder Bjarne Kyneb, at man på Firehøjeskolen arbejder med moral og dannelse. Skolen ønsker at skabe stabile rammer, så de unge kan blive den bedste udgave af dem selv.

Om den udgave så er med eller uden croptop, vil der i hvert fald ikke blive diskuteret hjemme hos Martin Fogh Skovlyst og datteren Tilde. Martin Fogh Skovlyst mener nemlig ikke, at hverken han eller skolen skal bestemme, hvad hans datter går i.

Hvad mener du?

Hører croptops til i skolen?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...

Læs også: “I denne uge er der Copenhagen Pride – hvordan startede kampen for lige rettigheder?”




© Copyright - seismo 2019