Politik

Overblik: Inger Støjberg stemt ud af Folketinget – hvad betyder det?

Inger Støjberg vinker farvel til Folketinget.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Julius Christiansen Tromholt


22 december, 2021



Den tidligere minister Inger Støjberg er blevet stemt ud af Folketinget. Det er kun sket fem gange i historien, at en politiker bliver stemt ud.

Det har ikke været den fedeste december måned for politikeren Inger Støjberg.

Først blev hun dømt til at skulle i fængsel. Og så mistede hun sit job.

Den 13. december blev hun nemlig dømt til 60 dages fængsel, fordi hun gjorde noget ulovligt, da hun var minister i 2016. Her blev hun dømt i rigsretten – en særlig domstol for ministre. Det kan du læse mere om her.

Nu har hendes kollegaer i Folketinget valgt at stemme hende ud. Derfor mister hun sin plads i Folketinget. Så nu har Inger Støjberg også mistet sit arbejde.

Inger Støjberg har siden 2001 siddet i Folketinget. Men nu er det altså slut.

Hvorfor er hun stemt ud?

Når en politiker bliver dømt for at gøre noget ulovligt, så skal resten af Folketinget afgøre, om man er værdig til at sidde i Folketinget. Den regel blev skrevet ind i Danmarks vigtigste lov, Grundloven, i 1953.

Der sidder 179 medlemmer i Folketinget. I går tirsdag skulle de afgøre, om Inger Støjberg var værdig til at sidde i Folketinget.

Og Folketinget var ikke i tvivl. Et stort flertal valgte, at Inger Støjberg var uværdig til at sidde i Folketinget. Kun 18 medlemmer mente, at hun godt måtte blive.

Det er meget sjældent, at en politiker bliver stemt ud af Folketinget. Med Inger Støjberg er det sket fem gange nogensinde. Sidste gang var i 1990. Det skriver TV2.

På billedet sidder Inger Støjberg i salen i Folketinget inden afstemningen:

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Hvordan stemte partierne?

De fleste partier i Folketinget mente, at Inger Støjberg ikke var værdig til at sidde i Folketinget. Blandt andre hendes tidligere parti Venstre. Da Inger Støjberg var minister i 2016, var hun medlem af partiet Venstre. Men i februar 2021 meldte hun sig ud af partiet. Det kan du læse mere om her.

Det var kun partierne Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som mente, at hun måtte blive.

Også politikeren Naser Khader mente, at hun måtte blive. Han sidder i Folketinget, men er ikke længere medlem af et parti. Han er derfor løsgænger.

Resultatet af afstemningen kom op på en skærm i salen i Folketinget:

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Kan hun komme tilbage i Folketinget?

Ja. Hun kan blive valgt ind i Folketinget til næste valg – hvis danskerne giver hende stemmer nok. Det næste valg bliver senest den 4. juni 2023.

Hvis Inger Støjberg bliver valgt ind i Folketinget til næste valg, så skal medlemmerne igen vurdere, om hun er værdig til at sidde i Folketinget. Sådan er det med alle, som har en dom.

Flere partier har dog allerede meldt ud, at de vil vurdere hende værdig, hvis hun bliver valgt ind igen. Så er det nemlig vælgernes ønske, at hun skal sidde i Folketinget selvom hun er tidligere straffet. Og det vil flere partier respektere. Det skriver Tvmidtvest.dk.

Til valget i 2019 var der kun tre politikere, som fik flere stemmer end Inger Støjberg. Det var Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Pernille Skipper.

Mangler der nu et medlem af Folketinget?

Nej. Hvis et medlem af Folketinget melder sig ud – eller bliver smidt ud – så står en person klar til at tage pladsen. Den person kalder man en stedfortræder.

Inger Støjbergs stedfortræder er Gitte Willumsen. Til valget i 2019 stillede hun op for partiet Venstre. Hun fik dog ikke stemmer nok til at komme ind. Derfor blev hun stedfortræder.

Siden er Gitte Willumsen skiftet til partiet Konservative. Hun træder ind i Folketinget efter nytår.

Hvad siger Inger Støjberg?

Inger Støjberg talte med journalisterne efter, at hun blev stemt ud. Her talte hun om den sag, som hun skal i fængsel for.

”Jeg vil hellere stemmes ud af mine kolleger her i Folketinget, fordi jeg har forsøgt at beskytte nogle piger, end jeg vil stemmes ud af den danske befolkning, fordi jeg har vendt det blinde øje til,” sagde hun.

Hvad hun skal lave i fremtiden, ved hun ikke. Måske vil hun vende tilbage til Folketinget.

”Når først jeg har udstået min straf, kan jeg vende tilbage. Det kunne også være hertil (Folketinget),” sagde hun.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

LÆS OGSÅ: Overblik: Politikeren Inger Støjberg dømt – hun får 60 dage i fængsel.