Videnskab

Overblik: Eksperter anbefaler regeringen at sende flere elever tilbage i skole – er du en af dem?

Flere områder af samfundet kan åbne, hvis flere bliver testet, mener eksperter.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Julius Christiansen Tromholt


23 februar, 2021



En række eksperter har regnet sig frem til, hvilke dele af samfundet der kan åbne den 1. marts. Det kan betyde, at flere elever kan komme tilbage i skole. Og at små butikker kan åbne.

Lige nu er samfundet lukket ned. Det er kun de yngste elever, som har fået lov til at komme tilbage i skole.

Vi er nemlig stadig ramt af coronavirusset.

De regler gælder til den 28. februar. Så skal regeringen (som er Socialdemokratiet) afgøre, om vi kan åbne endnu mere af samfundet. Derfor har de fået en række eksperter til at sidde og regne.

Hvad kan åbne? Hvor og hvornår kan det åbne? Hvad vil det betyde for smitten?

I går mandag blev eksperterne færdige med at regne. Det skriver Sundhedsministeriet.

Smitten har ramt forskelligt rundt omkring i Danmark. Nogle områder er hårdt ramt af virusset, mens andre ikke er lige så hårdt ramt. Derfor anbefaler eksperterne, at noget kan åbne i hele landet, mens andet kun kan åbne i visse områder.

Her er, hvad eksperterne anbefaler regeringen.

Hvad kan åbne i hele landet?

Eksperterne anbefaler, at flere butikker kan åbne igen 1. marts. Butikkerne må dog ikke være større end 5.000 kvadratmeter. Det vil typisk være butikker som sælger tøj, møbler, bøger sko og så videre. Og så vil der være et krav til, hvor mange der må være i butikken på samme tid.

Butikker, som ligger i et storcenter, kan ikke åbne.

Der kan også åbnes for aktiviteter, som foregår udendørs. Det kan være sport eller andet, som man går til i fritiden. Her kan man være samlet 20 i stedet for fem personer.

Hvad kan åbne i visse områder?

Der er blevet talt meget om at sende flere elever tilbage i skole. Men eksperterne mener ikke, at vi kan sende alle elever tilbage endnu. Smitten er nemlig stadig for høj i visse områder.

De anbefaler derfor, at de ældste elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelser kan komme tilbage i skolen. Men kun i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm.

Det kræver, at det kun er halvdelen af eleverne, som er på skolen ad gangen. Så man må skiftes til at komme i skole. Og så skal alle elever og lærere testes for corona to gange om ugen.

På Bornholm kan alle uddannelser åbne. Og man kan være samlet 10 i stedet for fem personer. Det anbefales, at alle på øen bliver testet én gang om ugen. Alle elever, lærere og pædagoger bør testes to gange om ugen.

Eleverne på efterskolerne i de tre områder kan også komme tilbage. Her kan alle komme tilbage. Her skal elever og lærere også testes to gange om ugen.

Hvad med resten?

Hvis det går godt med smittetallene, kan man åbne flere dele af samfundet. Det vil man se på efter påskeferien den 6. april. Det skriver DR.

Bliver det til noget?

Det er op til regeringen at bestemme. Nu har de fået en række gode råd fra eksperterne. Nu skal de finde ud af, om de vil lytte til dem.

I dag tirsdag skal flere politikere mødes for at tale om de nye anbefalinger. Med til mødet vil være Magnus Heunicke, som er sundhedsminister, Nick Hækkerup, som er justitsminister, og lederne fra alle partierne i Folketinget.

Hvad der åbnes finder vi ud af i morgen onsdag. Her vil regeringen fortælle, hvad de er blevet enige om.

LÆS OGSÅ: Børns Vilkår: Børn og unge er bange for at miste deres venner under coronakrisen.