Politik

Nye corona-regler i Stor-københavn: Se dem her

Sundheds-minister Magnus Heunicke til pressemødet i dag. Her blev der meddelt, at vi skal stramme op for at undgå corona-smitte.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Julius Tromholt-Richter


15 september, 2020


Fra på torsdag er der nye corona-regler. Du skal bære mundbind på caféer, restauranter og barer. Og så skal de lukke senest klokken 22.

I dag tirsdag kom der nye corona-regler.

For fjerde dag i træk er der blevet smittet flere end 300 om dagen. Det er de højeste tal siden april. Bare det seneste døgn er 334 blevet testet positiv.

Det er særligt i området omkring København, at folk bliver smittet. Derfor gælder de nye regler kun i 17 kommuner, som alle ligger ved København. Det fortæller sundheds-minister Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet på et pressemøde.

“Hvis ikke vi handler nu, så risikerer vi at stå på kanten af en anden bølge af corona,” siger han.

De nye regler gælder fra på torsdag og frem til den 1. oktober. Her kan du se, hvilke kommuner de nye regler gælder i.

Se reglerne her:




1
Barer, restauranter og caféer skal lukke klokken 22.00

Nu er det slut med at feste sent på aftenen. Alle barer, restauranter og caféer skal nemlig lukke senest klokken 22.00.

Indtil nu måtte de have åbent til klokken 24.00.

I lørdags bad politiet i København de unge om at blive hjemme fra byen. Men det hjalp ikke. Der var nemlig masser af fulde mennesker i byen lørdag aften. Når man er fuld, så glemmer mange at holde afstand til hinanden. Det fortalte politiet i går mandag. Læs mere om det her.

2
Privat-fester opfordres til at lukke ned klokken 22.00

Når man ikke kan gå i byen på barer og diskoteker, så vælger mange at holde festen privat i stedet. Men det anbefaler regeringen ikke, at man gør.

“Man kan stadig afholde bryllupper og konfirmationer, hvis man kan følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men vores opfordring er, at man skal holde sig inden for klokken 22-reglen,” sagde Magnus Heunicke på presse-mødet.

3
Krav om mund-bind på restauranter, caféer og barer

Nu er det ikke kun i bus, tog, taxa, færge og letbane, at du skal bære mundbind. Nu gælder det nemlig også for restauranter, caféer og barer. Men det gælder kun, hvis ikke du sidder ned. Det er nemlig lettere at holde afstand til hinanden, hvis man sidder. Og så kan det også være lidt svært at spise med mundbind på. 

Det er nu også et krav, at barer og restauranter skal have et skilt foran indgangen, hvor der tydeligt står,  hvor mange der er plads til.

4
Der må højest være 500 på stadion til fodbold-kampe

Det nye forbud gælder kun for klubber i området omkring hovedstaden. Det går særligt ud over kampen mellem FC København og Brøndby, som spilles i Parken søndag. Her havde 12.500 ellers fået lov til at komme ind som tilskuere.

© Copyright - seismo 2019