Identitet
Ny trend: Nikotinposer sættes alle andre steder end i munden
Brugen af poser med nikotin er blevet mere kreativ, og det kan være et problem.
Du har sikkert en eller flere venner, som dagligt hiver ud i overlæben og sætter en lille firkantet pose op. Nikotinposer – som ofte går under navnet snus – er enormt populære blandt unge danskere. Faktisk er antallet af unge, der tager snus, kun steget de seneste år. Det skyldes blandt andet, at man ikke irriterer nogen omkring sig med røg, og at den lille pose med nikotin under overlæben knap nok kan ses.
Nikotinposer i Danmark
- Det er ikke lovligt at bruge nikotinposer på gymnasier og erhvervsskoler.
- Nikotinposer er vanedannende, fordi de indeholder nikotin. Når nikotin kommer i blodet, bliver det ført op til hjernen, der udskiller stoffet dopamin. Dopamin giver en følelse af lykke, og er meget vanedannende.
- Undersøgelser viser, at unge bliver mere afhængige af nikotin end voksne.
- Hjernen bliver først færdigudviklet i midten af 20’erne, indtal da er den meget følsom over for nikotin.
- 13 procent af drenge mellem 15-17 år tager snus. For piger i samme alder er det 8 procent.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Men det er ikke nok, at kunne sætte poserne fast under læben mere. En ny trend blandt unge er nemlig begyndt at sprede sig. Her sættes nikotinposerne blandt andet op under forhuden eller i numsen. Det foregår ofte til fester, hvor de unge er fulde. Sådan skriver DR.
Hvad er problemet?
Selvom nikotinposer oftest bare kaldes snus, er det faktisk ikke det samme. Nikotinposerne er anderledes, selvom det er nemt at forveksle dem med snus eller tyggetobak. Alle tre har form som et lille rektangel og sættes op under overlæben. Dog indeholder både tyggetobak og snus tobak. Det gør nikotinposer ikke. En anden forskel er, at både tyggetobak og snus er forbudt i Danmark. Men nikotinposer er lovlige i Danmark.
Men ligesom både tyggetobak og snus, så er der nikotin i nikotinposer. Når en nikotinpose sættes op under overlæben, kommer den i kontakt med de slimhinder, vi har i munden. Det er via slimhinderne, at nikotinen bliver ført ud i kroppen og senere i blodet.
Men der er slimhinder andre steder på kroppen end i munden. Det gælder blandt andet numsen, under forhuden og i vaginaen. Steder hvor flere og flere unge nu har prøvet at sætte en nikotinpose. Bagefter har de unge ofte fået mærker efter posen og smerter.
Den nye brug af nikotinposer bekymrer eksperter. Almindelig brug af nikotinposer har nemlig en skadelig effekt på tandkødet, så hvis de bruges andre steder, kan det også gøre skade der.
– Vi ser de her tandkødsskader i munden, og kønsdelenes slimhinder er jo også sårbare, så der kan det også skade huden, siger Rikke Højland til DR. Hun er sundhedskonsulent i Sundhedsstyrelsen.
LÆS OGSÅ: Frankrig: Prævention på statens regning til unge kvinder