Videnskab

Ny analyse: Børn af indvandrere uddanner sig mere end nogensinde

Børn af indvandrere udgør syv procent på de videregående uddannelser.

Foto: Shutterstock

Sesilie Christophersen


3 maj, 2021



Unge med indvandrerbaggrund stormer frem på universiteterne. De klarer sig faktisk bedre end danske unge.

Flere og flere børn af indvandrere vælger at studere på et universitet.

Børn af indvandrere i alderen 18-29 år udgør nemlig syv procent af alle studerende på videregående uddannelser. Samtidig udgør de kun seks procent af Danmarks befolkning. Det betyder, at de faktisk er overrepræsenterede på universiteterne. Det viser en ny analyse fra Danmarks Videnscenter for Integration. Det skriver Berlingske.

For femten år siden i 2006 var det omvendt. Her var børn af danske forældre mere repræsenterede på landets videregående uddannelser, end deres klassekammerater med udenlandske forældre. Videregående uddannelser er de uddannelser, man kan tage på et universitet eller på en professionshøjskole.

For Rasmus Brygger, som har stiftet Danmarks Videnscenter for Integration, er det en god nyhed.

Han fortæller, at der kan være flere grunde til den positive udvikling hos børn, som er vokset op hos udenlandske forældre.

“Deres forældre er måske mere ressourcestærke end tidligere, og flere er i arbejde. Desuden kan det være, at man i uddannelsessystemet er blevet bedre til at få dem integreret,” fortæller han.

Han fortæller også, at tidligere undersøgelser viser, at børn af indvandrere er bedre til at bryde den sociale arv, end børn er danske forældre. Det betyder, at de for eksempel tager en lang uddannelse, selvom deres forældre ikke har en uddannelse. Eller at de får et arbejde, selvom deres forældre ikke har et arbejde.

Forældrenes forventninger betyder noget

For mange unge med danske forældre er det normalt at tage et sabbatår eller to før man begynder på en uddannelse. Men også her skiller de unge med indvandrerforældre sig ud. Flere af dem går nemlig direkte fra gymnasiet og ind på en uddannelse. Det skriver KL.dk.

Hele 40 procent af unge med indvandrebaggrund starter direkte på en uddannelse. For unge med danske forældre, er det kun 14 procent.

Hos StudievalgDanmark mener man, at det netop kan være forventninger fra forældre, som gør at de unge med indvandrerbaggrund går hurtigere i gang med en uddannelse.

“Etnisk danske unge står generelt meget mere alene med beslutningen om studieretning. De får i højere grad at vide, at så længe de er lykkelige, så kan de vælge lige, hvad de vil.”

“Vi oplever, at de unge med dansk herkomst kan være pressede af, at de selv er ansvarlige for at blive lykkelige, og derfor er de meget mere søgende efter, hvad der er det rigtige for dem, mens indvandrere og efterkommere måske lidt oftere er presset af, at de helst skal have en prestigefyldt uddannelse som ingeniør, læge eller advokat, og nogle har svært ved at leve op til de forventninger,” siger Sidsel Daubjerg Overgaard. Hun er centerleder hos StudievalgDanmark.

Hos foreningen Mino Danmark mener man, at det også skyldes ønsket om at gå imod negative forventninger fra samfundet.

Cecilie Fjeldberg Hjarsen er analysemedarbejder i Mino Danmark. Hun mener, at unge med indvandrerbaggrund er meget optaget af ikke at leve op til negative forventninger. Derfor er de meget målrettede og vælger uddannelser, der har høj status, fortæller hun.

Læs også: TikTok-stjerne fik -3 i samfundsfag, fordi han er ordblind. Nu skal han læse på universitetet