Politik

Nu skal du bruge et coronapas – det skal du vide

Sådan ser det nye coronapas ud.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Julius Christiansen Tromholt


24 marts, 2021



Hvis du skal i biografen eller til frisøren, så skal du bevise, at du ikke har coronavirus. Det skal du gøre med et nyt coronapas.

I mandags præsenterede politikerne en ny plan for at åbne samfundet igen. I den står, hvornår de forskellige ting i Danmark åbner. Læs den plan her.

Her kan du blandt andet læse, hvornår du kan blive klippet, tage på restaurant eller gå i biografen.

Men det kræver et coronapas at blive lukket ind de forskellige steder.

For at komme ind, skal dit coronapas bevise, at du enten er blevet vaccineret mod corona, har fået lavet en negativ test inden for de seneste 72 timer, eller at du tidligere har været smittet med virusset. Det skriver Statsministeriet.

På den måde vil man sørge for, at smitten ikke spreder sig.

Det er kun folk over 15 år, som skal have et coronapas.

Hvordan får jeg fat i det?

Måske har du det allerede?

Du skal nemlig ikke ned og have taget et billede og alt muligt, som man skal med et normalt pas. Dit coronapas vil være i appen Min Sundhed.

Hvis du ikke allerede har den, så er det bare om at få den downloadet. I går tirsdag ville så mange tjekke deres coronapas, at appen gik ned. Men den er kommet op at køre igen. Det skriver DR.

Du kan også se dit coronapas på din profil på sundhed.dk.

I slutningen af maj kommer der en ny app, som fremover skal fungere som dit nye coronapas. Det er firmaerne Trifork og Netcompany, som skal udvikle den.

Hvad hvis man ikke har en smartphone?

Selvom de fleste i dag har en smartphone, så er det ikke alle.

Det kan godt være, at din gamle bedstemor aldrig har lært, hvordan man downloader en app. Men derfor skal hun jo ikke snydes for at komme til frisøren.

Derfor er det også muligt at få sendt et coronapas med posten. Man kan også få udleveret nogle papirer, efter at man er blevet vaccineret eller testet negativ, som kan fungere som coronapas.

Hvor længe skal vi bruge det?

Det ved vi ikke endnu.

I maj og juni vil politikerne mødes for at diskutere, hvordan det går med coronapasset. Skal det stadig bruges? Hvor skal det bruges?

Men du skal nok regne med, at du skal bruge det længe, hvis du skal ud at rejse. Flere lande kan nemlig kræve, at man skal bevise, at man er vaccineret for at komme ind i landet.

Er alle glade for det nye coronapas?

Nej. Hos flere organisationer er man ikke kun glade for det nye coronapas.

Selvom man er glad for, at flere ting åbner, så vil coronapasset ikke ramme alle på samme måde. Det er for eksempel langt mere besværligt at få en test på landet end i byerne. Det forklarer Jakob Brandt til DR. Han er direktør hos SMV. Det er en organisation, som kæmper for små og mellemstore virksomheders interesser.

”Vi er bekymrede for, at der ikke kommer den omsætning i virksomhederne, som vi ellers ville have haft. Hvis det bliver bøvlet for danskerne, at man skal ned og lade sig teste, inden man får et coronapas, så vil der være nogen – især dem i yderområderne, der måske skal køre 20-30 kilometer for at lade sig teste – der nok ikke lige spontant vil sige ‘Nu går vi på café eller restaurant’”, siger han.

Andre undrer sig også over, at man må være en masse mennesker samlet til idræt udendørs, hvor man kan løbe rundt og svede på hinanden. Men hvis man skal have en sodavand bagefter, så kræver det et coronapas.

LÆS OGSÅ: Overblik: Stor plan om genåbning – du kan snart blive klippet og komme mere i skole.