Politik
Nu skal danske soldater hjem fra Mali
Regeringen har talt med Folketinget, og det er besluttet, at de danske soldater skal sendes hjem fra Mali.
Danske soldater og en række danske læger har været i det afrikanske land Mali i cirka en uge. Her skulle de hjælpe med at træne landets soldater til at bekæmpe terrorgrupper.
Men efter bare den ene uge meddelte Malis regering, at de danske soldater skulle ud af landet. Det var blandt andet fordi, at Danmark ikke havde rådført sig nok med regeringen i Mali.
Danmark mener, at vi er blevet smidt ud af Malis generaler – som er en del af regeringen – fordi de er trætte af Danmark og de vestlige lande, fordi vi presser dem til at indføre demokrati i landet. Det kan du læse mere om her.
Men nu er der sket noget nyt i sagen. Regeringen har nemlig talt med Folketinget, og de er kommet frem til den beslutning, at Danmark skal trække soldaterne og lægerne ud af Mali. Det skriver DR.
Her kan du se, hvor Mali ligger:
Vender hjem til Danmark
Mali har været sikre i deres sag. De har stået fast på, at de danske soldater og læger skal rejse ud af landet – og nu har de fået deres vilje.
De omkring 90 danskere har fået besked på at pakke deres tasker, da de skal vende hjem til Danmark. Beslutningen er blevet taget op i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget, og her er de blevet enige om, at soldaterne skal hjem.
Men Danmark vil ikke holde sig helt ude af den mission, som de skulle have hjulpet med i Mali. Missionen er ledet af Frankrig, og Danmark vil stadig støtte op om den.
”Vi fortsætter vores tætte samarbejde med vores europæiske allierede med Frankrig i spidsen i forhold til at fastholde presset på kup-generalerne for at få demokratiet tilbage og skabe sikkerhed for befolkningen i Mali”. Det siger Danmarks udenrigsminister til DR. Han hedder Jeppe Kofod og er medlem af Socialdemokratiet.
Kommer til at tage lidt tid
Malis regering har sagt, at danskerne straks skal forlade landet, men det kommer til at tage et par uger. Det skriver Ritzau.
Der går altså lidt tid, før de danske soldater og læger kan sætte deres fødder på dansk jord igen.
Og Danmarks forsvarsminister er klar til at trække soldaterne hjem fra Mali. Hun gider nemlig ikke være til grin.
Danmarks forsvarsminister hedder Trine Bramsen, og hun fastslår, at Danmarks opgave hele tiden har været at hjælpe Malis regering – og at de selv har inviteret os.
”Vi kan ikke blive, når Malis regering ikke ønsker os. Vi er der, fordi Mali har bedt os om at komme og hjælpe dem, og når de ikke længere ønsker vores hjælp, har vi ikke noget grundlag for at være der. Og vi gider heller ikke være til grin”, siger hun til Ritzau.