Politik

Nu får alle voksne i Danmark lov til at tage corona-test

Sådan kan det se ud, når man får taget en corona-test.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


18 maj, 2020


Snart kan du selv bestille en tid til en corona-test i de hvide telte, som står over hele landet.

Er du lidt i tvivl om, om du er smittet med corona-virusset? Eller vil du bare være helt sikker, før du besøger din gamle bedstemor i weekenden?

Så får du nu lov til at tage en corona-test. Du behøver ikke engang at have symptomer. Alle voksne i Danmark, som har lyst, kan nu bestille en tid til at blive testet for corona-virusset. Ikke hos deres egen læge, men i et af de mange hvide telte, som er sat op over hele landet.

Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en presse-meddelelse.

Ny strategi skal bremse virusset

Tidligere var det langt fra alle, som fik lov til at tage en corona-test. Der skulle man have en henvisning fra sin læge eller sin chef.

Men i løbet af denne uge får alle i Danmark mulighed for at bestille en test.

Reglerne bliver lavet om som en del af Danmarks nye strategi for at holde øje med og bremse corona-smitten.

Når landet langsomt åbner igen, er der også risiko for, at virusset begynder at sprede sig hurtigere. Men hvis flere bliver testet, kan de smittede isolere sig. På den måde kan smitten holdes nede, forklarer sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke:

”Det er afgørende, at der ikke er skjulte smittelommer, som kan få smitten til at stige igen. Hver eneste smittekæde er en for mange og kan potentielt blive til flere,” siger han i pressemeddelelsen:

”Så har man blot den mindste mistanke om, at man har været udsat for smitte med COVID-19, så bør man lade sig teste.”

De unge får lov til at starte

Hvis du vil tage en test, skal du logge ind med dit Nem-id på hjemmesiden www.coronaprover.dk. Her kan du bestille en tid til en test i de hvide telte, som er stillet op rundt omkring i landet.

Allerede mandag morgen kan 18-25 årige bestille en test.

Resten af de voksne borgere får adgang i de kommende dage.

Hvis ens test er negativ, er det stadig vigtigt at passe på og holde afstand. Der er en risiko for, at smitten ikke kan spores i en test.

LÆS OGSÅ: Regeringen skifter strategi: Ny corona-app skal overvåge borgerne mindre




© Copyright - seismo 2019