Politik

Nu er reglerne landet: Sådan bliver hverdagen, når de ældste elever kommer i skole

Billedet fra Højdevangens Skole i København er taget før corona-krisen. Der skal nok holdes lidt bedre afstand, når de ældste elever får lov til at vende tilbage i skole.

Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


14 maj, 2020



Alt bliver ikke, som det plejer – men næsten.

Mandag den 18. maj starter de ældste elever fra 6. til 10. klasse i skole igen – endelig.

Indtil nu har skolernes ledere og lærere kløet sig selv i håret og tænkt over, hvordan man kan få plads til alle, men stadig holde afstand.

Nu er der kommet nye retningslinjer fra Børne- og Undervisningsministeriet. Dem kan du læse her.

Pernille Rosenkrantz-Theil er børne- og undervisningsminister, og hun har samarbejdet med både skoler, lærere og de andre partier i Folketinget om at lave de nye retningslinjer.

”For nogle vil der stadig være langt til den hverdag, de kender, men det er et skridt i den rigtige retning,” siger hun i en presse-meddelelse.

Her er nogle af de vigtigste beskeder til skolerne.




1
Undervisningen skal foregå på skolen

Retningslinjerne slår fast, at alt ikke bliver, som det plejer, i skolerne. Der er stadig nød-undervisning, hvilket vil sige, at timerne skal foregå lidt anderledes end normalt. Men nu ligger det fast, at undervisningen som udgangspunkt skal foregå på skolerne – ikke hjemme foran computeren.

2
Der kan dog være undtagelser

Der kan dog være undtagelser fra reglen om, at alle skal undervises på skolen. ”Elever, der efter en konkret vurdering skal blive hjemme, skal modtage fjern-undervisning,” står der i retningslinjerne. Der er ikke nogen eksempler på, hvornår det kan vurderes, at en elev skal blive hjemme. Men det kunne måske være, hvis eleven har et svagt helbred, som gør det ekstra farligt at blive smittet med corona-virus. 

3
Én meters afstand

Tidligere skulle vi alle holde to meters afstand. Men i søndags blev reglen lavet om til kun én meter. Den regel kommer også til at gælde i skolerne. Det betyder blandt andet, at der skal være mindst én meter mellem bordene i klasse-værelserne. 

4
Nye møde-tider

Fordi der stadig skal holdes afstand i skolen, får skolerne lov til at lave nye møde-tider for nogle elever, hvis det skulle blive nødvendigt. Det kan betyde, at du måske skal møde på nogle andre tidspunkter end normalt. Skolerne får også lov til at bruge flere pauser – så det kan betyde mere frikvarter til dig.

5
Nogle gange må I være tættere end én meter

Der findes undtagelser til reglen om, at alle skal holde én meters afstand. Det kan være i situationer, hvor det faktisk ikke er muligt. ”Det kan for eksempel være i forbindelse med praktiske fag, børn der skal trøstes og i frikvarterer,” står der. I den slags situationer er det stadig vigtigt at være forsigtig, så man ikke rører for meget ved hinanden.

6
Det er ikke sikkert, at du kan starte på mandag

Nogle skoler kan ikke nå at gøre alt klar, så de ældste elever kan starte mandag den 18. maj. Nu får de lov til at vente lidt, hvis det ikke kan lade sig gøre. I retningslinjerne står der, at åbningen af Danmarks skoler skal ske løbende fra mandag den 18. maj.