Online

Nøgenbilleder og grooming: Langt flere henvender sig om digitale krænkelser

I 2020 er antallet af børn og unge, som beder om hjælp hos rådgivningen SletDet, steget med 87 procent.

Foto: Charles Deluvio/Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


27 januar, 2021



Hos rådgivningen SletDet kan man få hjælp, hvis man er blevet udsat for digitale krænkelser. Antallet af børn og unge, der beder om hjælp, er eksploderet.

Hvad er SletDet?

SletDet er en professionel rådgivning, hvor man kan få hjælp, hvis man oplever digitale krænkelser. Rådgivningen åbnede i 2016, og siden har flere børn og unge bedt om hjælp:

  • 2016: 326 
  • 2017: 417
  • 2018: 277
  • 2019: 707
  • 2020: 1.319

Måske kender du frygten for, at et nøgenbillede havner i de forkerte hænder. At nogen får fat i en privat video og deler den overalt.  

I medierne, skolerne og resten af samfundet har vi talt meget om hævnporno de seneste år. Vi har talt om ulovlig deling af videoer med sex eller overgreb. For eksempel den kendte Umbrella-sag fra 2015, hvor over 1.000 unge blev sigtet for at dele en video.

Alligevel bliver det ved med at ske. Der er folk, som bryder loven og udsætter uskyldige mennesker for digitale krænkelser. Sidste år eksploderede antallet af børn og unge, som har fået råd om digitale krænkelser hos Red Barnets rådgivning SletDet. Det skriver Red Barnet i en pressemeddelelse.

Hvor mange beder om hjælp – og til hvad?

Hos SletDet kan man bede om råd, hvis man er ung og har oplevet noget ubehageligt på nettet. Eller hvis du kender nogen, som har.

I 2020 fik SletDet over 1.300 henvendelser. Det er en stigning på 87 procent i forhold til året før, hvor man fik 707 henvendelser.

Næsten en tredjedel af de unge bad om hjælp efter sexkrænkelser. For eksempel at nogen havde delt deres nøgenbilleder uden tilladelse.  

Andre bad om hjælp efter mobning online, problemer med at slette profiler eller groomingdet vil sige, når en voksen lokker et barn eller en ung til at stole på sig for et begå seksuelle overgreb.

Hvorfor beder flere om hjælp – og har det noget med corona at gøre?

Flere og flere kender til, at det er ulovligt at dele andres nøgenbilleder og videoer. Det kan være en del af forklaringen på, at flere beder om hjælp hos SletDet.

At rådgivningen har udvidet åbningstiden, kan være en anden del af forklaringen.

Men måske spiller coronakrisen også en rolle. Mange børn og unge har nemlig siddet meget mere foran skærmen, end de plejer.

Det mener Johanne Schmidt-Nielsen, som står i spidsen for Red Barnet.

”Der er desværre voksne, der udgiver sig for at være jævnaldrende, og som manipulerer børn og unge til for eksempel at sende intime billeder og videoer. Der er også kammerater, der viser sig slet ikke at være kammerater alligevel. Ved et enkelt – måske ovenikøbet tankeløst – klik får de ødelagt et helt ungdomsliv for en anden,” siger hun i pressemeddelelsen.

Betyder det, at flere deler nøgenbilleder ulovligt?

Hvad siger loven?

  • Det er ulovligt at dele billeder, film og informationer om andre, hvis ikke der klart og tydeligt er blevet givet lov. Det gælder for alt fra nøgenbilleder til almindelige portrætbilleder.
  • Det er ikke ulovligt at have billeder liggende på sin computer eller telefon, hvis personen er over 15 år og har givet tilladelse til det. Men personen på billederne kan altid bede den anden om at slette billederne.
  • Du må ikke dele billeder eller videoer med seksuelt indhold af børn under 18 år. Heller ikke, hvis du har fået lov.
  • Du må ikke krænke andre ved at sende dem billeder med seksuelt indhold, som de ikke har bedt om. Det kan for eksempel være et dick-pic.

    Kilde: Red Barnet.

Når så mange har bedt om hjælp hos SletDet, kan det lyde, som om flere og flere får delt nøgenbilleder mod deres vilje.

Men sådan er det ikke nødvendigvis.

Stigningen kan også betyde, at flere ofre er klar over, at de er blevet udsat for noget ulovligt, og at de kan få hjælp.

En undersøgelse fra oktober 2020 viste, at unge faktisk deler færre nøgenbilleder og -videoer ulovligt.  

I 2017 havde 6,1 procent af eleverne i gymnasierne delt et ulovligt nøgenbillede eller en video, ifølge undersøgelsen.

I 2020 har under to procent gjort det.

Hvis du selv har oplevet noget ubehageligt på nettet, kan du få råd hos SletDet ved at ringe på 29 27 01 01.

Du kan også skrive eller chatte med rådgiverne.

LÆS OGSÅ: Katalog over danske pigers nøgen-billeder: Nu har 25-årig mand fået dom.