Nepal skriver historie med homoseksuelle ægteskaber – men virkeligheden er mere kompleks

Farverige bedeflag blafrer mellem hustagene i Kathmandu.

Duften af røgelse sniger sig ud fra små templer, mens scootere dytter sig vej gennem de smalle, støvede gader.

I byens butikker sælges alt fra tørklæder og te til stærktduftende krydderier – varer, der lokker både lokale og turister indenfor. Mellem menneskemylderet bevæger buddhistiske munke og skoleelever i uniform sig side om side.

Nepal tiltrækker hvert år tusindvis af turister, der drømmer om at bestige Mount Everest eller finde indre ro på et yoga-retreat.

Men i de senere år har landet markeret sig på en helt anden front: I 2023 anerkendte Nepal som det første land i Sydasien et ægteskab mellem to personer af samme køn – en beslutning, der blev hyldet i internationale medier som The Guardian og CNN.

Sammenlignet med sine nabolande fremstår Nepal på papiret som et foregangsland, når det gælder LGBT+-rettigheder. 

Vesten roser – men virkeligheden er mere kompleks

I LGBT+-miljøet i Nepal er det dog ikke alle, der kan genkende den positive fremstilling i de vestlige medier. 

Det gælder blandt andre en homoseksuel mand fra miljøet, der omtræder anonymt her, da han frygter for konsekvenserne, hvis lokalsamfundet lærer hans rigtige seksualitet at kende. 

“Bare fordi vestlige medier ikke viser billeder af forslåede homoseksuelle, der siger: ‘Det her skete, da jeg kyssede en fyr’, tror folk, at Nepal er progressivt,” fortæller han.

Men det passer ikke, konstaterer han. 

For i Nepal er det nemlig ikke blot regeringen og landets lovgivning, der dikterer, hvordan man må leve sit liv. 

“Nepal fungerer i mange lag. Vi er et meget gammelt land, hvor der ikke er en følelse af individualisme – det handler mere om gruppen og fællesskabet. Når jeg er sammen med mine venner, er jeg et individ, men når jeg går hjem, er jeg en del af gruppen,” fortæller den anonyme kilde og fortsætter:

“Vi bliver ikke kun styret af regeringen, men også af vores egne lokalsamfund. Så uanset hvor progressiv regeringen bliver, har jeg så mange andre styrende instanser over mig.” 

For ham er virkeligheden derfor mere nuanceret end den lovgivning, som vestlige medier ofte hylder som progressiv.

Han uddyber, at selvom situationen i Nepal ikke er lige så slem, som for eksempel i nabolandet Indien, hvor homoseksuelle kan risikere at blive overfaldet, så risikerer queer-personer i Nepal at blive isoleret og sat uden for fællesskabet. 

Og i sidste ende kan det have fatale konsekvenser, fortæller han, om en oplevelse han havde få år tilbage.

“Da jeg sprang ud over for min mor, forsøgte hun at tage sit eget liv. Hun forsøgte at hoppe ud fra taget,” siger han.

Hans mor frygtede, hvad det kunne betyde for ham, hvis lokalsamfundet fandt ud af, at han var homoseksuel. I dag oplever han, at de kun kan tale om overfladiske ting.

Mens nogle oplever modstand og afstand fra samfundet, ser andre tegn på reel forandring. En af dem, der i højere grad deler vestens positive syn på Nepals fremskridt inden for LGBT–rettigheder, er Sunil Babu Pant.

Han er homoseksuel og tidligere politiker i Nepal. Han blev valgt ind i parlamentet i Nepal i 2008, hvor han var den første åbne homoseksuelle parlamentariker.

Sunil Babu Pant kan godt genkende de positive fremskridt og mener, at Nepal på nogle punkter er kommet længere end Europa.

“Nepal er det andet land i Asien, der tillader ægteskaber mellem homoseksuelle. Men det handler ikke kun om ægteskaber. For mens ikke-binære køn anerkendes nemt her, kæmper Europa stadig med det,” siger Sunil Babu Pant.

Det tredje køn

Før Sunil Babu Pant blev politiker, var han i 2001 med til at starte den første LGBT+-organisation i Nepal, Blue Diamond Society.

Han vidste godt, at queer-personer i Nepal blev behandlet anderledes. Men gennem sit arbejde i organisationen gik det for alvor op for ham, hvor slemt det stod til.

Da Sunil Babu Pant blev valgt til parlamentet, fortsatte han sit arbejde for LGBT+-rettigheder. I samarbejde med repræsentanter fra miljøet lykkedes det ifølge ham i 2008 at få Nepals højesteret til at anerkende det tredje køn – en kategori for personer, der ikke identificerer sig med de traditionelle, binære kønsforståelser: mand og kvinde.

Men selvom afgørelsen var et vigtigt skridt, har anerkendelsen af det tredje køn også sine begrænsninger. I praksis bliver transpersoner ofte automatisk registreret som tredje køn i officielle dokumenter, og ønsker de i stedet at blive anerkendt som mand eller kvinde, kræver det en retssag.

For mange føles det derfor stadig som at skulle passe ind i en kasse, der aldrig var skabt til dem – noget, Rukhsana Kapali selv mærkede på egen krop.

Hun er transkvinde og medstifter af Queer Youth Group, hvor hun arbejder for, at andre queer-personer kan få anerkendt deres rettigheder i retssystemet.

Hun har åbent kritiseret indførelsen af den tredje kønskategori.

Blandt andet fordi hun selv måtte gå rettens vej for at blive anerkendt som kvinde – og ikke automatisk placeret i kategorien tredje køn. Det tog hende to år.

Udover at Nepal anerkender ikke-binære køn, står der i landets forfatning, at rettighederne for marginaliserede grupper, herunder LGBT+-personer, skal anerkendes.

Alligevel er det domstolene, der træffer de endelige afgørelser, når det kommer til spørgsmål som juridisk kønsskifte og ægteskab mellem personer af samme køn.

Det er netop dét, Rukhsana Kapali arbejder med. Siden 2021 har hun anlagt over 50 sager mod den nepalesiske stat i kampen for queer-personers rettigheder.

Før hun begyndte sit juridiske arbejde, stod hun selv i en situation, hvor hun manglede både støtte og et sprog for det, hun oplevede.

“Jeg har altid følt mig som en pige, siden jeg var helt lille, selvom jeg biologisk er født som dreng,” fortæller Rukshana Kapali og fortsætter:

“Da jeg var teenager, fik min hjemby en netcafé. Her søgte jeg på internettet for at finde ud af, om der var andre, der havde det ligesom mig. Det var her, jeg for første gang lærte ordet transkønnet at kende.”

I dag kæmper hun for, at transpersoner i Nepal kan få anerkendt deres kønsidentitet – og ikke blot presses ind i kategorien ‘tredje køn’.

Fællesskab som fristed

Kampen for anerkendelse blandt LGBT+-personer i Nepal foregår ikke kun i landets retssale. 

Mens Sunil Babu Pant og Rukhsana Kapali arbejder for rettigheder gennem det juridiske system, findes der også en anden form for støtte – den, der skabes i fællesskaber og samlingssteder.

Et af de steder, hvor queer-personer kan finde tryghed, er baren Pink Tiffany. Den blev åbnet i 2015 af Sahara Khadka Chhetri og var den første LGBT+-venlige bar i Nepal.

Stedet er især vigtigt for queer-personer, der er blevet udstødt af deres familier eller samfundet, fortæller hun.

Et andet vigtigt samlingspunkt er restauranten Inclusive Galaxy, som blev åbnet for fem år siden af Bishwaraj Adhikari.

Restauranten ligger i en del af Kathmandu, hvor mange queer-personer bor, og målet har hele tiden været at skabe et trygt sted, hvor folk, der ellers risikerer at blive mødt med fordomme, kan samles.

Bishwaraj Adhikari beskrives af mange som en slags far for miljøet – en person, der altid er der, når nogen har brug for hjælp. Og ifølge ham selv, så rækker hans engagement “langt ud over maden.”

”Jeg er ikke bare ejer af en restaurant – jeg er også blevet den, folk ringer til, når en queer-person bliver syg, eller når der opstår konflikter i området. Selvom nogle af dem ikke har noget med restauranten at gøre, kommer politiet eller kommunen alligevel til mig,” fortæller han.

Selvom kampen for rettigheder føres både i retssale og gennem fællesskaber som Pink Tiffany og Inclusive Galaxy, er der stadig lang vej igen. For mange queer-personer handler hverdagen stadig om at finde plads – både i familien, i samfundet og i de fortællinger, der omgiver dem.

Det fortæller den anonyme kilde fra Pink Tiffany:

“Jeg tror, den eneste grund til, at undertrykkelsen sker, er, at der mangler repræsentation og synlighed. Så hvis jeg kunne ændre noget, ville jeg have, at homoseksuelle karakterer blev normaliseret i film, reels og TikToks.”