Tema: Verdens byer har vokseværk – det skaber nye udfordringer og behov for nye løsninger

Et smukt monster.

Sådan beskrev en tatovør i et af byens hippe kvarterer – Roma Norte – den by, han havde boet i gennem 25 år. Et smukt monster var, hvad Mexico City havde udviklet sig til.

Mexico City er en smuk og sprudlende by, rig på mad, kultur og den særlige latinske stemning.

Men den er på sin vis også blevet sit eget monster. Et monster fyldt med udfordringer og kriser, som byen ikke kan håndtere. Og monsteret udvider sig. Kriserne bliver kun mere komplekse.

Byens udvikling oplevede 33-årige Blanca Kueitlanxochitl – eller bare Kueitlan blandt venner – på nærmeste hold, da hun tog til lægen for nogle år siden. Hun havde det dårligt.

Det var i 2019, og dengang boede hun i en forstad til Mexico City, cirka 20 kilometer væk fra sit arbejde. Det tog hende fire timer at komme derind med bil, men ved at skifte til cykel kunne det nu klares på to timer.

Det siger ikke så lidt om, hvor trafikeret en by Mexico City med årene er blevet.

Men to timer hver vej på cykel mellem Mexico Citys myldretrafik, ind og ud mellem osende biler, er stadig en lang tur.

Så da Blanca Kueitlanxochitl gik til lægen, klagende over at hun var træt, havde hovedpine og følte sig stresset, pegede lægen på en simpel løsning. Det var dog samtidig lidt af et ultimatum for hende. Lægen foreslog, at hun skulle flytte tættere på byen, så hun ikke skulle cykle mellem de mange biler og indånde den forurenede luft.

Han mente, at luften var skyld i hendes symptomer.

“Det gjorde vi så,” fortæller hun fra sin lejlighed Benito Juarez, et nabolag i den sydlige del af Mexico City. I dag er hun turistguide og bor sammen med sin mand Elias Marcos og deres to adoptivhunde, Meme og Bagheera.

“Og det hjalp!,” siger hun med et venligt blik i øjnene.

I hvert fald for en periode.

Verden vokser

Det er gået stærkt med Mexico City. På 40 år er der næsten kommet dobbelt så mange indbyggere. Og det kommer til at gå stærkere. I 2050 forventer man, at der vil bo over 20 millioner i byen, modsat de knap 10 millioner, der bor der nu.

Byen vokser, og når byer vokser, kommer der flere mennesker, flere biler og flere udfordringer. For Mexico City har det betydet, at de i forvejen store problemer med luftforurening, vandmangel, dårlig infrastruktur og manglende prioritering af slumområderne kun står til at blive værre og sværere at håndtere for regeringen.

“Væksten sker hurtigt, og det giver naturligvis mange problemer,” fortæller Luisa Tan Molina.

Hvad der sker, når byerne vokser, ved Luisa Tan Molina rigtig meget om.

Hun er tilknyttet MIT, som er et af verdens fineste universiteter, og siden 1990’erne har hun forsket i Mexico Citys problemer med luftforurening. Og så ved hun ufattelig meget om de problemer, fremtidens store byer kommer til at møde.

Og det er ikke kun Mexico City, hun taler om.

Hun taler hele tiden om begrebet “megabyer” – en betegnelse for kæmpe storbyer med over 10 millioner indbyggere. Og det er et begreb, vi skal vænne os til, fortæller hun.

For verden vokser i dag med hastigt værk. Der bliver flere af de såkaldte megabyer – som Mexico City er en del af sammen med blandt andet Tokyo, New York, Shanghai og andre af verdens største byer.

Det svinger lidt med tallet for, hvor mange megabyer der findes. Mange af megabyerne opstår i udviklingslande i Afrika eller Asien – for eksempel Nigeria, Bangladesh eller Indonesien – og her er de ikke altid lige gode til at optælle byens indbyggere. 

Men FN estimerer, at der i 2030 vil være 43 megabyer. Og om 25 år, i 2050, vurderer de, at 68 % af hele klodens befolkning vil leve i større og mere kompakte byer.

Verden går simpelthen i sådan en retning, at vi kommer til at klumpe os mere og mere sammen. Og det giver allerede problemer. I 2021 døde 235.000 mennesker i Bangladesh af unaturlige årsager som følge af luftforurening. Samme år slog UNICEF fast, at 40 % af alle dødsfald blandt børn i flere afrikanske under fem år kunne kobles til luftforurening.

Og når der kun bliver flere megabyer, skal man finde på måder at håndtere de mange beboere og de udfordringer, der følger med – som eksempelvis luftforurening. Luisa Tan Molina kommer med et eksempel:

“Når jeg rejser til Europa, er taxaerne så dyre. Så jeg tager metroen, og det fungerer altid fantastisk. Og der ligger en af nøglerne til at løse nogle af problemerne,” fortæller hun.

“Den offentlige transport et glimrende eksempel på, hvad der er vigtigt for at få en megaby til at fungere.”

I Mexico City er den offentlige transport god og velfungerende, men der er næsten lige så mange biler, som der er mennesker i Danmark.

Bedre, men ikke nok

I dag har Blanca Kueitlanxochitl kun en halv time på arbejde. Hun fulgte lægens råd, og hun og Elias flyttede tættere på byen. Med Mexico Citys udvikling, millioner af biler og den lange vej på arbejde var de nødt til det, ellers kunne det ikke hænge sammen for Blanca Kueitlanxochitl.

Det var simpelthen for farligt for hende at bo i udkanten af den kæmpe by.

Fra bydelen Benito Juarez i det sydlige Mexico City gør hun sig nu hver morgen klar til at hoppe på cyklen, afsted mod arbejde. Det skal hun også i dag. Hun klapper Meme og Bagheera farvel, hopper op på sin racercykel og cykler mod byens centrum.

Senere på dagen fortæller hun fra hjemmet i Benito Juarez om, hvordan hun den dag i dag igen er begyndt at mærke symptomerne som dengang i 2019.

Hun er igen træt, og hun har hovedpine. Hun er begyndt at få næseblod, og hele tiden føler hun sig stresset. 

Indtil videre er det ikke til at sige, hvad der præcist er galt. Hun har været ved et hav af læger. Nogle siger, at det er for usund mad og en dårlig livsstil, der gør det. Andre siger, at det er byens luftforurening.

Selv ved hun ikke helt, hvad hun skal tro på. 

“Men jeg forestiller mig, at det er stressen. Jeg er stresset på arbejde, og mit liv er generelt fyldt med stress og angst,” siger hun. 

Hendes mand bryder ind. 

“Jeg tror, det er en kombination. Hver dag cykler hun mellem de mange biler hen til et arbejde, hvor hun er stresset. Luftforureningen må jo have en indflydelse,” siger Elias Marcos.

Hun har lige været til en scanning ved lægen tidligere på dagen. De har scannet hendes hoved for at se, om der er noget galt med hende. Sådan rigtig galt. Men de forskellige lægers svar stikker stadig i alle mulige retninger.

Alligevel, når hun tænker sig om, kan hun godt se, at luftforureningen kan have en indflydelse på det. Nogle dage, når hun cykler mod sit arbejde, kan hun se luftforureningen i byen. 

“Jeg hopper på cyklen og kan se den sorte røg på vejen. Det næste, der sker, er som regel, at min hovedpine begynder.”

For nu venter hun på at få svar fra sin scanning. Om det er stress, luftforurening eller noget tredje, der er skyld i hendes tilstand, betyder egentlig ikke så meget for hende. Hun vil bare gerne leve et liv fri for problemer.

Vi skal lære af hinanden

Luisa Tan Molina påpeger også, at sammenligner man Mexico City med andre megabyer i udviklingslande – såsom Dhaka i Bangladesh, Jakarta i Indonesien eller Bogotá i Colombia – så klarer Mexico City sig faktisk ret godt. 

De andre byer lider stadig med at takle udfordringer som luftforurening, fattigdom eller at opbygge en velfungerende offentlig transport. Og selv om det nogle steder stadig står slemt til i Mexico City med de samme problemer, så mener Luisa Tan Molina at vi kan lære noget af hinanden:

“Det vigtigste, vi kan gøre, er at lære fra andre byers udfordringer. Og mange kan lære af Mexico City,” fortæller hun.

Selv en by som Los Angeles, der er kendt for sine Hollywood-stjerner og mange seværdigheder, kan lære af Mexico City, forklarer hun. 

“Los Angeles har for eksempel store problemer med at få den lokale offentlige transport til at hænge sammen. De kunne for eksempel kigge mod Mexico City,” siger hun.

“Og så skal man huske på, hvor meget Mexico City har gjort. De forurenende fabrikker er rykket ud af byen sammen med de store olierederier. Man gør mere for at få folk til at hoppe på cyklen, og man har indført strengere krav til biler.” 

Så luftforureningen er blevet bedre. Men man er bare ikke i mål endnu, siger Luisa Tan Molina. Men kan man nogensinde komme det?

Det findes der ikke et entydigt svar. Elbilen er blevet opfundet og er en del af løsningen, men vi bliver samtidig også flere og flere mennesker over hele verden. Og hvis der er nogen, der sviner, er det mennesker.

“Det vigtigste er, at vi alle arbejder sammen om det. Borgere, økonomer, politikere og sociologer. Vi er nødt til alle at arbejde sammen om, hvordan vi løser byens problemer.”

De kloge forskere som Luisa Tan Molina og hendes kolleger kan snakke nok så meget om, hvad der skal gøres. Men der er én vigtig ingrediens, der skal til, før at det kan lykkes:

“Politikerne er nødt til at vise handlekraft. Det er ikke nok at sige, at det er blevet bedre siden 1990’erne. Vi er stadig nødt til at indføre nye initiativer og tjekke op på det. Og hvis det ikke virker, skal vi justere på det,” siger hun.

“Den politiske vilje er det vigtigste. I sidste ende er det dem, der har ansvaret.”