Online

Mange elever har ikke tændt deres kamera, når de får undervisning online – men det bør de

Har du dit kamera tændt, når du bliver undervist online?

Foto: Chris Montgomery/Unsplash.

Julius Christiansen Tromholt


28 januar, 2021



Mange elever har ikke tændt kameraet på computeren, når de modtager undervisning. Men det bør de, mener ministeriet. Elles kan man ikke vide, om eleven er til stede.

”William, er du der? Jeg kan ikke se dig.”

I hele Danmark får elever undervisning online. Men mange elever vælger at have deres kamera slukket. Og så kan læreren ikke se, om eleven faktisk er til stede.

Man kan bare stå op, sige sit navn og lægge sig til at sove igen. Og det er et problem. For så får eleverne ikke den undervisning, de skal.

Derfor bør kameraet være tændt. Det mener Undervisningsministeriet. Det skriver DR.

Hvorfor er kameraet slukket?

Der kan være flere grunde til, at eleverne ikke vil tænde kameraet. Nogle har måske ikke fået sat hår eller lagt makeup. Andre vil måske ikke vise deres værelse frem. Eller også har man bare ikke lyst til at blive set på kamera.

Nogle ligger måske i sengen, fordi de pjækker.

Og hvis alle de andre elever i klassen har slukket kameraet, så har man nok ikke lyst til at være den eneste med tændt kamera.

Kan skolen kræve, at kameraet er tændt?

Det spørgsmål er blevet diskuteret flere gange.

Man kan nemlig ikke tvinge eleven til at vise personlige oplysninger om sig selv eller sin familie. Den type oplysninger kalder man for personoplysninger. Det forklarer Jesper Lund til Folkeskolen.dk. Han er formand for IT-Politisk Forening.

“Det rejser klart nogle nye aspekter i behandling om personoplysninger. For eleven har også ret til at have et privatliv. Måske kan man sige, at læreren nogle gange i løbet af dagen skal have mulighed for at se et billede af, at eleven deltager aktivt og optræder på kamera, men ikke hele dagen,” siger han.

Men hvis det kan gøres på en måde, så eleven ikke tvinges til at vise personlige oplysninger, så kan skolen godt kræve, at eleven har tændt sit kamera.

Det kan for eksempel være ved at sløre baggrunden. Eller sætte en anden baggrund ind. Så kan man få undervisning, mens man for eksempel sidder på en strand eller en lyserød sky.

Enkelte elever kan dog blive fritaget fra at have tændt kamera. Det kan for eksempel være, hvis eleven lider af angst, depression eller lignende.

Det er op til skolerne, om de vil kræve, at eleverne har tændt kameraet. Men hvis man spørger Undervisningsministeriet, så bør eleverne have det tændt. Det skriver ministeriet i en mail til DR.

”Ministeriet vurderer, at det i en undervisningssituation er nødvendigt og relevant for læreren at kunne se elevernes ansigt. For eksempel for at have en fornemmelse af, om de følger med i undervisningen.”

Hvad mener du?

Bør skolen kræve, at alle elever har deres kamera tændt?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...