Online

Lukas Graham og gammelt hit tager TikTok med storm

Lukas Grahams hit er blevet stort igen på grund af en ny trend på TikTok.

Foto: Cottonbro/Pexels

Mathilde Johannesen


22 september, 2021



Lukas Grahams syv år gamle hit Mama Said ligger for tiden nummer et på den amerikanske TikTok-hitliste. Det gør den fordi, en bid fra sangen bliver brugt i en populær trend på det sociale medie.

Der er en bestemt linje fra Lukas Grahams sang Mama Said, som lige nu bliver brugt flittigt på TikTok. Du kender nok sangen og linjen. Den er nemlig blevet spillet mange gange i radioen, og den lyder sådan her: “When mama said that it was okay. Mama said that it was quite alright”. På dansk betyder det: “Da mor sagde, det var okay. Da mor sagde, det var helt fint”.  

Lige præcis denne linje har over en million TikTok-brugere brugt verden over, fordi en ny trend er dukket op på mediet. Og intet mindre end 23 millioner har set lydklip med sangen.

Trenden som har pustet liv til det gamle hit

Lukas Grahams hit er altså blevet genoplivet, fordi TikTok-brugerne er vilde med den nye trend. Men hvad går trenden egentlig ud på?

Helt enkelt går den ud på, at brugerne laver små videoer, som tager udgangspunkt i noget, de er blevet kritiseret for. Det kan være i forhold til deres tøj, hår eller noget helt tredje. Bagefter klipper de billeder eller videoer af nogle kendte, som for eksempel har det samme tøj eller hår. I baggrunden kan man høre linjerne: “When mama said that it was okay. Mama said that it was quite alright”. Det hele sker under hashtagget #MamaSaidItWasOk, og dette hashtag har nu også bredt sig til Instagram.

Og kreativiteten er stor. For eksempel skriver en: ”Du kan da ikke være tyk og gå med croptop?”. Herefter kommer lydbidden fra Lukas Grahams hit på, og et billede af Peter Plys i croptop dukker op i videoen, ifølge Politiken.

En trend med en dybere mening

Trenden på TikTok er sjov, og mange er hoppet med på den, men den har også en dybere mening. Den er nemlig super livsbekræftende, og samtidig viser den, at der skal være plads til os alle. 

”Den er så livsbekræftende og diversitetshyldende. Den hylder de helte, som folk mener bryder normer og stereotyper. Det kan for eksempel være en dreng, der gerne vil have langt hår eller én, der gerne vil have noget bestemt tøj på” siger Eva Fog Noer til DR. Hun er digital pædagog og ekspert i TikTok.

Også Lukas Graham er hoppet med på trenden. Han har lavet en video på TikTok, hvor fokus er på ham og hans lange hår. Samtidig står der på skærmen: ”Why don’t you cut your hair”, som på dansk betyder: ”Hvorfor klipper du ikke dit hår?”.

Bagefter ser man billeder af blandt andet Harry Styles og Leonardo DiCaprio, som begge er kendt for deres lange hår. Samtidig hører man de kendte linjer fra Lukas Grahams hit, som fortæller, at mor sagde, at det var okay.

Du kan se videoen her.

Læs også: Lucy hitter på TikTok: Hun viser, hvordan blinde klarer opgaver i hverdagen