Politik
Lars Løkke Rasmussen starter nyt politisk netværk: Hvad vil han med det?
Lars Løkke Rasmussen er en erfaren herre i dansk politik. Han er tidligere statsminister og tidligere formand for partiet Venstre. Men i august 2019 trak han sig som formand for Venstre. Og 1. januar i år meldte han sig helt ud af partiet og blev løsgænger i Folketinget. Hvis du vil forstå, hvorfor han meldte sig ud af Venstre, kan du læse det her.
Nu er Lars Løkke på banen igen med et nyt initiativ. Han har startet et politisk netværk. Men hvad vil han egentlig med det netværk? Er det starten på et nyt politisk parti eller en politisk tænketank? Det svarer Lars Løkke ikke helt selv på endnu. Han kalder det selv et “mødested” og inviterer alle, som har de samme politiske værdier som ham selv, til at melde sig ind i netværket.
Måske et nyt politisk parti
Lars Løkke Rasmussen har allerede opnået en del succes med sit initiativ. Han fortæller selv på en video på Facebook onsdag 13. januar 2021, at over 10.000 mennesker har meldt sig ind i netværket i løbet af en lille uge. Han sammenligner selv det tal med de største politiske partier, som har omkring 30.000 medlemmer. Så noget kunne tyde på, at ideen med netværket er at skabe et nyt politisk parti.
Og det er også Jens Ringbergs vurdering. Jens Ringberg er politisk analytiker på DR. Han mener, at Lars Løkke gerne vil starte et nyt parti, men at han først vil se, hvor stor opbakning han kan få til projektet.
“Lars Løkke Rasmussen har ikke lavet et nyt parti … endnu altså. Men han tager nu første skridt på en vej, der kan føre ham ind i rollen som partileder. Eller partiejer, for sådan ville det jo blive i et Løkke-parti … Og så er det nok slet ikke en dårlig idé lige at se, hvor stort og stærkt det nye netværk kan vokse sig,” siger han til DR.
Men lad os se på, hvilke værdier Lars Løkke slår sig op på i det nye netværk, som han beskriver dem på sin hjemmeside.
Velfærdssamfund
Lars Løkke skriver, at han er tilhænger af velfærdssamfundet, men at han også mener, at staten skal stille krav til den enkelte borger. Borgerne skal selv gøre en indsats, før de beder om hjælp fra det offentlige.
Han mener desuden, at det offentlige system skal tage udgangspunkt i det enkelte menneske og mindre i systemer.
Han lægger vægt på, at fagligheden i de offentlige systemer skal gå forud for bureaukrati.
“Jeg er tilhænger af faglighed. At sygehuse drives bedre af sundhedsfaglige mennesker end af politikere, skoler bedre af lærere end af bureaukrater, plejehjem bedre af forstandere, medarbejdere og familieråd end gennem kommunale excel-ark,” skriver han.
Grøn omstilling
Han er tilhænger af en grøn omstilling, hvor Danmark gør sig fri af fossile brændstoffer som olie for at give verden et bedre klima. Men han mener, at det skal gøres i et tempo, som giver plads til dansk konkurrencekraft.
Internationalt samarbejde og EU
Han er tilhænger af, at Danmark er medlem af Nato og EU.
“Vi skal være et Danmark i dynamisk samspil med resten af verden. Turde åbne os, men stå vagt om vores egenart,” skriver han.
Læs også: Overblik: Inger Støjberg skal for en rigsret – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt?