Identitet

Julen er svær for nogle unge: Flere ringer med tanker om selvmord

Sidste jul blev der ringet eller skrevet knap 1.000 gange til Børnetelefonen.

Foto: Pexels

Freya Ea Bjørnlund


4 december, 2019



Når det er jul, ringer flere børn og unge til Børnetelefonen, hvor de kan få hjælp til svære tanker.

Jul er den sjoveste tid på året – for nogle. Men hvad nu, hvis din familie altid kommer op at skændes? Eller hvis dine forældre lige er blevet skilt? Eller hvis du føler dig ensom?

Mange får det ekstra svært i julen. Det kan man mærke hos Børnetelefonen, hvor børn og unge kan ringe, SMS’e eller chatte og få råd, hvis de har det svært.

I 2018 blev Børnetelefonen kontaktet knap 1.000 gange i juleferien. Det skriver Politiken.

Tunge tanker dukker op i julen

Hver 10. af dem, som bad om råd hos Børnetelefonen sidste jul, havde tanker om selvmord. Det er flere end resten af året, oplyser organisationen Børns Vilkår, som står bag Børnetelefonen:

”Det er de meget tunge temaer, børn tager op i juledagene. De er væk fra hverdagen i skole og er sammen med deres familie. Det giver tid og anledning til at blive konfronteret med situationen i familien. Der er så mange forventninger til juledagene. Vi vil alle gerne være glade og føle os tæt på vores familie, og i nogle familier lykkes det bare slet ikke,” siger Rasmus Kjeldahl, som er direktør i Børns Vilkår.

Han fortæller også, at børn og unge også ringer om andre svære oplevelser i julen, for eksempel skænderi mellem far og mor, konflikt i familien eller skilsmisse.

Julen kan virkelig være svær at komme igennem. Hvis du har brug for råd, hjælp eller en at tale med, så kan du ringe til Børnetelefonen på 116111 alle hverdage fra kl. 09.00 om morgenen til kl. 02.00 om natten og i weekenden fra kl. 11.00 til kl. 02.00. Du kan også SMS’e eller chatte her.

Hvis du har tanker om selvmord, så kan du også ringe til Livslinien på: 70 201 201. Du kan også skrive og chatte med dem her.