I Mexico City køber de rige sig til vand, mens de fattige kæmper for hver en dråbe

En gang om måneden triller vandmafiaen op ad de stejle bakker til bjerget ved bydelen Xochimilco i det sydlige Mexico City. De passerer æsler med vanddunke spændt om ryggen, tørresnore og vandspande, indtil de når til Maria Mendez’ hus. 

Under en lem i jorden gemmer sig en vandbeholder. Med store vandslanger fylder vandmafiaen beholderen op med 6000 liter vand. Det rækker til ca. 30 dages vand for hele familien, der består af Maria Mendez og hendes mand, hendes søn og svigerdatter samt deres to børn. I Danmark er det gennemsnitlige vandforbrug 3,7 gange højere end i Maria Mendez’ familie. 

Når der er vandmangel, må innovative løsninger hjælpe familien på vej. I gården på Maria Mendez’ grund hænger en stor presenning fyldt med små huller. Overalt står plastikspande stablet. Når det regner, stiller de spandene under presenningen og indsamler regnvandet.

Omkring 35 km derfra ligger Guadalupe Insurgentes. Det er et boligområde for beboere i middelklassen og den øvre middelklasse i byen. Her bor 29-årige Maggie Robles med sin familie.

Foran huset holder Maggies bil. Den er lyseblå og har sæder i beige og brunt læder. Alle i familien har deres egen bil. 

Når man bevæger sig ind i Maggies hus, bliver man mødt af et stort køkken med en køkkenø og airfryer, vaskemaskine og køleskab. 

I huset har de vand i hanerne, ja, de har endda vand i deres springvand. Det er ved at blive repareret af to mænd i haven. 

I denne her ende af byen fungerer byens vandsystem, altså de underjordiske vandrør, som pumper vand ud til byen – og familien har en ansat, der holder øje med, om familiens nedgravede vandbeholder er fyldt. 

Maggie Robles har aldrig oplevet, at der ikke var vand i hanen i de 14 år, hun har boet i huset.

Forbrug, forbrug, forbrug

Mexico City er en stor by. Verdens femte største med over 22 millioner indbyggere. Og den bliver større og større. Det har flere konsekvenser. 

Befolkningstallet i Mexico City stiger, mens mængden af vand i byen falder. Det går især ud over de fattige områder og beboere i byen – for det afhænger i stor stil af din pengepung, om du har vand eller ej.

Det fortæller Virginia Newton-Lewis, der er direktør for vandbæredygtighed i virksomheden Grundfos. 

“I de fattigere miljøer kan mange af de mennesker, der kommer til byerne, være meget fattige og ude af stand til at betale for en vandtilslutning. De betaler typisk mere, end en rig person ville gøre, for vand fra det sorte marked.”

Virginia Newton Lewis fortæller, at det stigende befolkningstal i Mexico City gør, at flere skal have del af det vand, der er til rådighed i byen. Men for mange mennesker på ét sted er ikke det eneste, der presser byens mangel på vand. Det handler også i høj grad om det individuelle forbrug af vand, som bliver højere:

“Globalt ser vi, at efterspørgslen på vand stiger, og det skyldes i høj grad, at folk bliver rigere. Vi hører også argumentet om, at det skyldes befolkningstilvækst, og det kan forværre situationen i byområderne. Men hovedårsagen er, at vi bliver rigere.”

Ifølge World Resources Institute er menneskets forbrug af ferskvand fordoblet siden 1960’erne i takt med voksende økonomier og befolkninger.

Hun uddyber: 

“Vi har ’brug’ for mere kød, mere elektronik, mere tøj, mere landbrug og mere energi. Så efterspørgslen på vand stiger.”

Ifølge ‘Klimaambassaden’ bliver 70 procent af verdens ferskvand brugt til landbruget. 20 procent går til industrien og 10 procent bliver brugt i husholdningerne. Det er altså meget vand i verden, der går til forbrug som bøffer, tøj og elektronik.

Virginia Newton-Lewis fortæller:

“Det centrale problem med vand handler ikke nødvendigvis om mængden af vand. Det handler om, hvorvidt man har vand i den rette kvalitet, på det rette tidspunkt og på det rette sted.”

”Mexico City har brug for en solid infrastruktur, der kan levere vandet til folket. Et godt juridisk system omkring folkets rettigheder. At sikre minimalt tyveri og korruption af vandressourcer. Og byen har brug for en plan til at håndtere de ændrede klimaforhold,” opsummerer hun om kompleksiteten af Mexico Citys vandkrise. 

Det lille hus på bjerget

”Når vi har penge, køber vi vandet, og når vi ikke har, holder vi ud, indtil vi har det.”

Det fortæller Maria Mendez. Hun bor ’uregelmæssigt’ på et bjerg med udsigt over Mexico City, der lyser mange kilometer væk. 

At hun bor uregelmæssigt, betyder, at hun har bosat sig uden om staten. Det kaldes også for en ‘ulovlig bosætning’. 

Når hun har bosat sig uden om staten, går de offentlige vandsystemer ikke op til hendes hus på bjerget, og sådan er det også for hendes naboer. Så de mangler vand. De mangler meget vand. 

Maria Mendez’ og hendes families situation afhænger af deres jobsituationer. Hvis de er i arbejde og tjener penge, kan de købe vand af vandmafiaen.

En mafia er en betegnelse for organiseret kriminalitet og skiller sig ud fra det etablerede samfund. I det her tilfælde leverer vandmafiaen vand til mennesker som Maria Mendez, der har bosat sig ulovligt. 

Mafiaen tager flere penge for vandet, end byens vandsystemer gør, og beboerne bruger derfor en stor del af deres løn på at købe vand. 

I dag får Maria Mendez leveret vand fra mafiaens store vandvogn. 

Imens vandmafiaen leverer vand til Maria Mendez, sidder Maggie Robles og hendes familie om deres store spisebord. Maggie og hendes bror for enden, hendes mor til højre for broren. Faren sidder i den modsatte ende. 

Der er tacos, kage og filterkaffe på bordet. Maggie Robles spørger:

–        Mor, hvis jeg spurgte dig ind til vandkrisen, hvad ville du så sige? Er der en vandkrise eller ej?

Moren stikker til sit stykke kage og svarer:

”Jeg tror, der er en vandkrise. Måske mærker vi den ikke så meget … Fordi vi har en vandbeholder og to tanke til at lagre det. Så vi, som en familie, mærker den ikke så meget.”

Begge Maggie Robles’ forældre kommer fra en lavere socialklasse, end de er i nu. Moren husker tilbage på sin barndom, hvor hendes egen mor stod op kl. fire om morgenen hver dag for at modtage vand. 

Moren husker, at hun blev badet med en kop og en spand vand, som hendes egen mor havde samlet fra regnvejr eller vandvogn. Nu har hun giftet sig med en dommer i den store by, og han har betalt mange penge for vandsystemerne i husstanden. 

Maggie Robles forklarer:

”Det er dyrt at have dem, at vedligeholde systemerne. Og at købe dem. Hvis du kommer fra et fattigt område, kan du på ingen måde have råd til de systemer.”

Broren byder ind:

”Her i Mexico City kan du gøre mange ting, så længe du har penge. Næsten alting.”

I familien er de enige og bevidste om, at der er en vandkrise. En vandkrise de ikke mærker, fordi de har råd til at betale sig ud af den. 

Til gengæld fortæller Maggie Robles, at de stadig tænker over deres vandforbrug: At vandet i farens elskede springvand bliver genbrugt om og om igen. At de placerer en spand på gulvet i brusekabinen, når de tager et bad, så de kan genbruge det til at vaske gulvet. At de slukker for vandhanen, imens de børster tænder.

Forskellige vilkår for vand

Et stort problem for Mexico City er det gamle underjordiske vandsystem, der simpelthen er for gammelt. Der er brud på rørene, der gør, at rigtig meget af vandet går tabt. 

Den Nationale Vandkommission, CONAGUA, rapporterer, at mere end 40 pct. af det dyrebare vand går tabt i undergrunden.

Det uddyber DR’s korrespondent i Latinamerika, Kristian Almblad:

“Der er store områder, f.eks. i slumområder i Mexico City, helt uden vand. Hvor de simpelthen er afhængige af, at der kommer lastbiler og fylder vand i deres vandtanke, fordi vandsystemerne er så dårlige. Nogle af beboerne har måske slet ikke vandsystemer, som når ud til dem. Så det rammer helt klart socialt skævt.”

Kristian Almblad uddyber, at det gør det dyrt for mexicanerne, at vandsystemerne ikke går ud til alle beboerne og særligt ikke de fattige indbyggere i byen:

“De sidste par år med vandmangel har også gjort, at priserne på vand er blevet presset op. Så det vand, der er, er også meget dyrere.”

“Det gør, at de fattigste latinamerikanere må slås mest for at få leveret vand, og det er dem, der har sværest ved at få råd til at købe det. Det er faktisk rigtig, rigtig dyrt, når de kigger på deres vandregning,” fortæller han.

Fattigdomsfælde

Iztapalapa er den mest befolkede kommune i Mexico. Her mangler beboerne vand i så stor grad, at det går ud over børnenes uddannelse, kvindernes muligheder for at arbejde og dermed familiernes indkomst.

Bertha Hernandez, ph.d. i bæredygtighedsvidenskab fra universitetet National Autonomous University of Mexico, (UNAM), kalder vandmanglen for en fattigdomsfælde. 

Hendes ph.d. omhandlede netop vandmanglen i Mexico City i 2019, og hun fortæller, at nogle borger kun får vand en eller to gange om dagen, og det forhindrer beboerne i andre vigtige aktiviteter:

“Hvis vandet kun kommer to timer om dagen, er nogen nødt til at være der, når vandvognen kommer. Kvinden, manden eller børnene. Nogen skal tage sig af vandet. Vi kalder det en slags fattigdomsfælde, fordi folk er nødt til at hente vandet, men samtidig er du nødt til at opgive andre ting – som økonomiske aktiviteter, der påvirker dit eller hele familiens liv.”

Det kender mexicanske Xochitl til. Hun er alenemor til sin datter på 11, og så mangler hun vand. Hun har et job som husholderske, men ville egentlig gerne have noget, der er mere indbringende. Hun fortæller:

”Jeg er desperat. Der er ikke engang vand nok til basale behov.”

Xochitl har ikke altid mulighed for at sende sin datter i skole, fordi der ikke er vand nok til et bad i hjemmet.

”Nogle gange kan jeg ikke give hende et bad før skole. Og hvordan kan jeg så sende hende afsted? Helt beskidt? Så siger jeg til hende: ’Nej, du skal ikke i skole.’ Men nogle gange tror jeg, at jeg alligevel sender hende uvasket i skole. Det er jeg jo nødt til.”

’Du kan gøre næsten alt med penge’

Mellem legetøj af plastik, høns i bure og legende børn sidder Maria Mendez og kigger ind i et kamera. 

Hun fortæller om, hvordan hun oplever vandmanglen. Hvordan hendes mand vil bygge et tag, der samler regnvand, så de kan udnytte regnsæsonen bedre. At hun håber på, at kommunen installerer et pumpesystem i området, der kan få vand op på bjerget, så de ikke er afhængige af de dyre løsninger.

Når hun bliver spurgt ind til forskellen mellem rig og fattig i vandkrisen, svarer hun:

”Det er sådan, det er. Der er penge i alt. Hvis der er arbejde, er der penge, og hvis der ikke er arbejde, er der ikke penge. Men det gør mig ked af det, og jeg føler mig hjælpeløs, når jeg ikke har penge.”

I mellemtiden fortæller Maggie Robles om sine egne privilegier, når det gælder vandsituationen i Mexico City.

”Jeg vidste ikke før i dag, at vi har en vandbeholder i haven og to små beholdere på taget. Jeg vidste det ikke før i dag. Og jeg spurgte min far: ’Hvis vi har to små, hvorfor køber du så en stor?’ Min far sagde, at det bare var for at være på den sikre side.”

Måske er du privilegeret på den måde, at du ikke engang vidste, at I havde det?

”Ja, det tror jeg. Her har vi et springvand. Min far elsker sit springvand.”

Mangler vi vand i Danmark?

Skal vi forvente at stå og mangle vand i fremtiden i Danmark? 

“Nej,” siger Jens Christian Refsgaard. Han er professor i vandressourcer på de Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

I Danmark er vi nemlig gode til at spare på vand. Siden 1980’erne er danskernes vandforbrug faldet med 40 procent, fortæller han. Det handler blandt andet om, at priserne er steget.

Selvom Danmark ikke er i fare for at løbe tør for vand lige foreløbig, mener han stadig, at det er væsentligt at interessere sig for den globale vandkrise. Han har to grunde til det:

”Vand er grundlæggende lokalt, men der er stadig en indirekte transport af virtuelt vand.”

Med det mener han, at når vi importerer grøntsager, kød og T-shirts fra udlandet, er der brugt vand et andet sted for at producere de varer.

”Hver gang vi køber en appelsin fra Spanien, så bruger vi deres vand, som de kunne have brugt til andre ting.”

Bør man som forbruger undlade at købe varer fra et sted som Mexico City af hensyn til vandmanglen?

”Det vil jeg ikke diktere. Men det er godt at være bevidst om.”

Han fortæller, at det er vigtigt at forstå, at vand, og andre naturressourcer, er i en begrænset mængde. Hver gang du forstyrrer et kredsløb, påvirker du naturen. Så det er godt at opføre sig ressourcebevidst.

Jens Christian Refsgaard nævner en anden grund til, hvorfor den globale vandmangel er vigtig, selvom man ikke selv mangler vand.

”Når vandmangel bliver kombineret med skrøbelige lande og stigende temperaturer, kan vi risikere, at folk begynder at flytte sig. Vi kalder det klimamigranter. Det er, når livsforholdene er så dårlige, at folk begynder at flytte væk.”

Han fortsætter, at det kan blive et politisk problem i EU og derfor også Danmark.

Men Refsgaard forventer ikke, at der foreløbig vil komme klimamigranter fra Mexico City. Han understreger, at klimamigranter opstår af flere udfordringer end vandmangel: i forvejen skrøbelige lande og klimaforandringer.