Kultur

Hvorfor fejrer vi egentlig Valentinsdag? Her er forklaringen

Traditionen med at sende et kærligt kort til sin kæreste eller hemmelige crush stammer fra 1800-tallet.

Foto: Annie Spratt/Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


14 februar, 2020



Roser, chokolade og kæreste-breve. Sådan fejrer mange Valentinsdag den 14. februar. Men hvor stammer kærlighedens fest-dag egentlig fra?

Hvis du har en kæreste (eller en hemmelig beundrer?), kan det være, at resten af dagen står på blomster, gaver, kæreste-breve, middag og romantik.

Men hvordan er den 14. februar blevet en særlig dag, hvor mange fejrer kærligheden? Og hvem er ham der Valentin?

Historien om Valentinsdag går langt tilbage – og den er fyldt med mange åbne spørgsmål.  

En blodig fortid

Nogle historikere mener, at Valentinsdag har rødder helt tilbage i Romer-riget. Det mægtige oldtids-rige, der blev styret fra byen Rom i det nuværende Italien, og som bredte sig ud over næsten hele Europa i tiden omkring Kristi fødsel. Det skriver Videnskab.dk.

På denne tid af året fejrede romerne frugtbarheden – evnen til at få børn.

Den 14. februar ærede romerne guden Juno, som var dronning over de romerske guder. Hun var også gud for kvinder og ægteskab.

Men det var kun starten på nogle vilde dage for romerne. Dagen efter startede de en lang festival, som var fuld af flirt og sex. Den blev kaldt Lupercalia-festivalen, og den fejrede den romerske gud for landbrug, som hedder Faunus.

Festivalen startede med en blodig tradition. De romerske mænd dræbte og ofrede en ged for frugtbarhed og en hund for renselse. De skar gedens skind i strimler og dyppede det i blodet. Og så svingede mændene de blodige strimler ud over deres marker – men også deres kvinder. På den måde troede de på, at markerne ville give en god høst, og kvinderne ville få mange børn, næste år.

Under festivalen var der eftersigende også et ”kærligheds-lotteri”. De unge kvinder i byen skrev deres navne ned og lagde det i en krukke, og så trak de unge mænd lod om damerne. Og den underholdende tradition kunne ofte føre til et ægteskab.

Hvem var Valentin?

Da kristendommen blev udbredt i Romer-riget, ville præsterne gerne af med nogle af romernes traditioner, der blev set som syndige – altså noget, som er i strid med Guds vilje.

I det femte århundrede besluttede paven Gelasius at skifte den syndige Lupercalia-festival ud og i stedet gøre den 14. februar til Sankt Valentins dag, skriver Britannica.

Når en person dør for den kristne tro eller lever et meget helligt liv, kan kirken gøre personen til en helgen. Og så får man titlen Sankt.

Sankt Valentin er altså navnet på en helgen – problemet er bare, at der har været mange Sankt Valentin gennem tiden, og historikere er ikke helt sikre på, hvilken af dem som kan kædes sammen med denne dag. Det skriver History.com.

En af dem var præst i det tredje århundrede, da kejseren Claudius den Onde gjorde det forbudt at blive gift – han mente, at gifte mænd var dårligere krigere. Men Sankt Valentin giftede unge mænd og kvinder i hemmelighed. Og da han blev opdaget, blev han smidt i fængsel og dræbt.

En af historierne går på, at Sankt Valentin selv sendte verdens første valentinsbrev. Det sendte han angiveligt fra fængslet til fængselsbetjentens datter. I brevet skulle der angiveligt stå: ”Fra din Valentin.”

Sådan underskriver mange i dag deres brev til den, de er vilde med.

Trenden kommer til Danmark

Historikere er altså ikke helt enige om, hvordan Valentinsdag blev til. Men fra det 14. århundrede blev den 14. februar fejret som en fest-dag for kærligheden.

Og i 1800-tallet begyndte nogle af de traditioner, som vi stadig bruger i dag. Valentins-kortet blev mode i England i 1840, da en ny lov gjorde det billigere at sende breve, skriver Kristeligt Dagblad.

Og i 1868 begyndte chokolade-firmaet Cadbury at lave chokolade-æsker formet som et hjerte – den slags æsker, som man også ser på hylderne op til Valentinsdag i dag.

Valentinsdag var en vigtig tradition i England og USA. Men den slog først igennem i Danmark i slutningen af 1990’erne.

I dag vælger mange danskere også at fejre dagen med romantiske gaver – eller ved at blive gift. Valentinsdag er klart den mest populære dag at blive gift på i februar, viser tal fra Danmarks Statistik fra 2017.