Videnskab

Hvor mange oplever sexisme på uddannelsen? Nu skal det undersøges

Syddansk Universitet i Odense er bare en af de uddannelses-steder, hvor studerende skal svare på, om de har oplevet sexisme.

Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


21 september, 2020


En ny undersøgelse skal finde svar på, om studerende bliver udsat for sexisme på deres uddannelser.

Har du fået grove eller nedladende kommentarer, som handler om dit køn? Eller seksuelle bemærkninger, der overskrider dine grænser? Ifølge TV2 skal det nu undersøges, om studerende oplever sexisme på deres uddannelser.  Sexisme er opfattelsen af, at det ene køn – ofte mænd – er bedre end det andet, og det kan føre til diskrimination og nedvurdering af det andet køn.

Nu skal det undersøges, om sexisme er et problem på videregående uddannelser – og hvor stort problemet i så fald er.

Hvad skal helt præcist undersøges?

Hvert andet år skal studerende på videregående uddannelser svare på spørgsmål om, hvad de synes om deres uddannelse, og hvordan de har det. Svarene bruges til at lave undersøgelsen Uddannelseszoom. Den viser, hvor godt studerende trives på deres uddannelse.

Når de studerende skal deltage i undersøgelsen til oktober, skal de også svare på nogle nye spørgsmål. De skal svare på, om de har oplevet sexisme på uddannelsen.

Det fortæller Ane Halsboe-Jørgensen, som er uddannelses- og forskningsminister:

”Vi skal have fat om problemet med sexisme, der hvor det findes. Hvis der er noget, de seneste dages debat har vist, så er det, at det gør det alle steder,” siger hun ifølge TV2.

De nye spørgsmål er endnu ikke helt færdige. Men de skal undersøge, om de studerende “har fået stødende, grove eller nedladende kommentarer” eller “er blevet udsat for uønsket seksuel opmærksomhed”.

Hvorfor taler alle om sexisme lige nu?

Lige nu er aviser, tv, radio og sociale medier fyldt med historier om sexisme. Kvinder fortæller om, at de har fået ubehagelige kommentarer på arbejdet eller endda er blevet presset til at have sex med en chef.

X Factor-værten Sofie Linde fik debatten om sexisme til at blusse op igen. Det gjorde hun, da hun var vært til Zulu Comedy Galla. Her fortalte hun en historie om, da hun var 18 og arbejdede på DR, hvor ”en stor tv-kanon” forsøgte at presse hende til sex.

Siden har 1.615 kvinder skrevet under på, at Sofie Linde har ret – de har enten selv oplevet sexisme i medie-branchen, har hørt om det, eller støtter andre kvinder, der har oplevet det.

Debatten om sexisme har også spredt sig til andre dele af arbejds-livet. Og nu skal det altså undersøges, om studerende også bliver udsat for sexisme.

LÆS OGSÅ: Gammel sex-sag hives frem: Han burde ikke være minister, mener flere partier

Artiklen blev opdateret 22. september 2020




© Copyright - seismo 2019