Videnskab

Hver tredje smittet med corona får en psykisk sygdom

Den mest almindelige psykiske sygdom efter en corona-infektion er angst.

Foto: Shutterstock

Sesilie Christophersen


8 april, 2021



Ny undersøgelse viser, at en tredjedel af alle dem, som har været smittet med corona udvikler en psykisk eller neurologisk sygdom senest et halvt år efter, de er blevet smittet. Det bekymrer forskerne.

Coronakrisen har mange konsekvenser for folk fra hele verden. Både dem, som er blevet smittet af corona, og dem som ikke er. Nu begynder endnu en konsekvens at vise sig. Nemlig en psykisk eller neurologisk sygdom, efter man har været smittet. Det skriver Ritzau via Politiken.

En ny undersøgelse fra Oxford University viser, at 34 procent af dem, som har været smittet af corona, udvikler en psykisk eller neurologisk sygdom et halvt år efter, de er blevet smittet.

Det er særligt angst, som mange får. Nogle få patienter udvikler demens eller får slagtilfælde.

Fælles for alle lidelser er, at jo mere alvorlig covid-19-sygdommen har været, jo større er risikoen for at udvikle alvorlige psykiske eller neurologiske sygdomme bagefter.

Corona er mere alvorligt end influenza

Ved influenza og andre sygdomme i luftvejene har læger og forskere før set, at patienter kan udvikle psykiske og neurologiske sygdomme, efter sygdommen er overstået. Men undersøgelsen fra Oxford University viser, at det oftere sker efter en infektion med corona.

“Vores resultater indikerer, at hjernesygdomme og psykiske lidelser er mere hyppige efter covid-19 end efter influenza og andre luftvejsinfektioner,” siger Max Taquet, som er psykiater ved Oxford University, og som har været med til at lave studiet.

Det bekymrer forskerne. De opfordrer til, at der laves flere undersøgelser, som kan give mere viden om, hvorfor så mange udvikler disse sygdomme, og om hvordan man behandler dem.

Studiet viser, at 17 procent udvikler angst, mens 14 procent udvikler lidelser, der påvirker humøret.

Blandt dem, som har været i intensiv behandling, får syv procent slagtilfælde inden for seks måneder. Og næsten to procent udvikler demens.

Børn og unge kan også blive syge i lang tid

Vi hører ofte, at det er de ældste borgere i samfundet, som er mest udsat for at blive meget syge med corona. Men mange undersøgelser viser, at unge sagtens kan udvikle senfølger – det vil sige problemer i kroppen, som varer længe efter selve sygdommen covid-19.

For eksempel viser tal fra august 2020, at 40 procent af unge mellem 20-40 år udvikler senfølger.

Derfor har man i Danmark åbnet en klinik for unge med senfølger i Aarhus. Den klinik skal sætte særligt fokus på, hvilke symptomer unge får efter covid-19.

Der er stadig meget lidt viden om senfølger blandt unge. Men symptomerne ligner meget de symptomer, som voksne får. Det kan være hovedpine, svært ved at trække vejret, stikkende smerter i brystet, smerter i kroppens led og voldsom træthed.

Læs også: Ekspert advarer unge mod corona: Du kan få mystiske symptomer i flere måneder




© Copyright - seismo 2019