Identitet

Hvad gør du, hvis din kæreste stikker dig en lussing? Nu kan du få hjælp til at tackle kæreste-vold

10.500 piger og 5.500 drenge mellem 16 og 24 år har været udsat for fysisk vold i deres kæreste-forhold.

Foto: Tophee Marques/Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


26 november, 2019



Der findes mange former for vold i et kæreste-forhold. Nu kan du få hjælp og gratis psykolog-samtaler hos det nye projekt "Voldsom kærlighed".

Man må ikke slå sin kæreste. Men hvad nu, hvis det bare var en enkelt gang? Og hvis han eller hun var ekstremt vred? Og hvis det bare var fordi, at du havde sagt noget, som var mega provokerende? Og hvis du ved, at du har verdens kærligste kæreste – når han eller hun er færdig med at skælde ud?

Den slags tanker kan køre rundt i hovedet, når du er i et forhold med vold. For uanset hvad, så er det vold, når din kæreste slår dig. Faktisk er det også psykisk vold, hvis din kæreste tager kontrollen over dit liv ved at true dig, isolere dig, nedværdige dig og ydmyge dig. Psykisk vold er også ulovligt, læs mere om det her.

Nu kan du få hjælp til den slags tanker og tvivl, som kan fare rundt i hovedet. I går blev projektet “Voldsom kærlighed” til virkelighed, og det skal hjælpe unge med kæreste-vold tæt inde på livet.

Gratis samtale med psykolog

“Voldsom kærlighed” er skabt af organisationerne Dialog mod vold, Sex og samfund og Headspace. Projektet er særligt henvendt til unge mellem 16 og 24 år. I den alders-gruppe har 10.500 piger og 5.500 drenge været udsat for fysisk vold i deres kæreste-forhold, viser en undersøgelse fra 2018.

Hvis du har brug for at tackle oplevelser med kærestevold, tilbyder “Voldsom kærlighed” gratis samtaler med en psykolog samt forløb i en netværks-gruppe.

“Når man er ung, er man ikke så trænet i at vide, hvad der er en god kæreste-relation, “siger Susanne Magnusson, der er direktør for Dialog mod Vold til DR.

“Der er rigtig lidt psykolog-hjælp og lange vente-lister. Men i dette tilbud er der mange pladser. De unge skal bare ringe ind til ‘Voldsom Kærlighed’.”

Den, som udøver volden, kan også ringe

Hvis man ringer til “Voldsom kærlighed”, kan man få hjælp og råd over telefon eller på chat. Man kan også få en samtale ansigt til ansigt med en psykolog eller en unge-rådgiver flere steder i landet på et Headspace-center. Headspace er en organisation, som rådgiver unge – her kan man tale med nogen om alle svære emner, fra præstations-pres til kæreste-sorger.

Man kan ringe til “Voldsom kærlighed” alle hverdage mellem klokken 15-19 på 70 20 22 66. Man kan også ringe hele døgnet til Lev Uden Volds hotline på 70 20 30 82.

Det er ikke kun dem, som er blevet udsat for kærestevold, som kan ringe. Det er også meget vigtigt at få hjælp, hvis man er den, som udøver kærestevold – og så må du også gerne ringe til “Voldsom kærlighed”.

Vold i et forhold kan være mange forskellige ting. Hvis du vil vide mere om, hvor grænserne for vold går, så prøv at tage “Voldsom kærligheds” quiz her.