Kultur

Historisk: Rekordmange kvinder konkurrerede til OL

Bolette Nyvang Iversen og Julie Frølund Funch i 500 meter toer-kajak til OL i Tokyo.

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Sesilie Christophersen


10 august, 2021



For første gang i OL's historie er der næsten lige mange mandlige og kvindelige atleter.

Kvinder repræsenterede for første gang næsten halvdelen af alle atleter til De Olympiske Lege – knap 49 procent. Det er første gang i historien, at mænd og kvinder er så ligeligt fordelt til OL. Det skriver Verdens Bedste Nyheder.

Mænd har kæmpet mod hinanden til OL i århundreder. Legene stammer helt tilbage til det gamle Grækenland, hvor græske mænd kæmpede mod hinanden i sport som spydkast og længdespring.

Navnet Olympiske Lege stammer fra det græske bjerg Olympen, hvor de gamle græske guder hører til ifølge de gamle myter. Legene var til ære for den største græske gud Zeus.

De første moderne Olympiske Lege fandt sted i 1896 i Athen. Her var der ingen kvinder, der konkurrerede. Første gang kvinder fik lov til at deltage som atleter, var til De Olympiske Lege i Paris i 1900. Her var der kun 22 kvinder, som deltog. 975 mænd var med.

Indtil 1952 var det stadig under 10 procent af atleterne, der var kvinder. Og det er først i 2014, at Den Internationale Olympiske Komite er begyndt at arbejde på, at halvdelen af alle atleterne skal være kvinder.

Ligestillingen til OL er altså kommet langt. Og det er vigtigt ifølge Rikke Rønholt Albertsen. Hun er tidligere top-atlet. Hun har blandt andet vundet DM i 800 meter løb i både 2011 og 2012. I dag er hun medlem af bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

“Man skal huske på, at alle konkurrencerne begyndte som en mand-mod-mand sport. Hver eneste sportsgren og disciplin, som kvinder har fået lov at deltage i, har været en sindssygt hård kamp. Det er derfor vigtigt og symbolsk, at der er meget mere ligestilling end nogensinde, når det startede med at være helt skævt,” forklarer hun.

Hun forklarer, at det er vigtigt for små piger at kunne se sig selv repræsenteret til legene i de forskellige discipliner. Hun fremhæver to af skater-pigerne på bare 13 år, som klarede sig rigtigt godt og måske var med til at inspirere nogle af seerne bag skærmen.

Den første transkønnede kvinde deltager i OL

2021 er ikke kun et godt år for kvinder i forhold til antal atleter. Det er også første gang, at en transkønnet kvinde har fået lov til at deltage. Det skriver New York Times.

Det har været et kontroversielt emne. Nogle mener, at en kvinde, der er født som dreng, har en fysisk fordel, på trods af at hun har gennemgået et kønsskifte. Hvis du vil vide mere om, hvorfor nogle mener det, kan du læse om det her.

Atleten hedder Laurel Hubbard. Hun er vægtløfter. Hun har ikke selv ønsket at udtale sig om, hvorvidt det er fair, at hun kæmper mod andre kvinder til OL. Men hun sagde i 2017 til en New Zealandsk radiostation, at hun ikke mener, at det er hendes opgave at ændre folks mening om hende eller transkønnede.

Der er til gengæld andre, som har stærke holdninger. Blandt andre Chris Mosier, som selv er transkønnet og kom tæt på at blive udtaget til OL.

“Dette øjeblik er utroligt vigtigt for transmiljøet, for repræsentation i sport og for alle transpersoner og nonbinære børn. At kunne se sig selv og vide, at der er plads til dem i sporten, er stort,” siger han.

Men hos nogle af de kvindelige atleter er modtagelsen ikke så varm. Tracey Lambrechs er tidligere vægtløfter, og hun har konkurreret i den samme vægtklasse som Laurel Hubbard. Men hun fik besked på at tabe sig af sit forbund, så hun kunne konkurrere i en anden vægtklasse ellers skulle hun trække sig tilbage fra sporten. Hun kunne nemlig ikke klare sig over for Laurel Hubbard, som altid vandt over hende.

Tracey Lambrechs mener, at transkønnede er med til at ekskludere ciskønnede kvinder fra at deltage i sportsgrene som vægtløftning.

Hun forklarer, at hun går fuldt ind for ligestilling for kvinder i sport. Men at den ligestilling er blevet taget fra dem. Hun fortæller, at mange andre kvindelige vægtløftere spørger hende, hvad de skal gøre, for de kan ikke konkurrere mod de transkønnede kvinder. Men at de får at vide, at de ikke må snakke om det, når de prøver at sige deres mening.

For at lytte til problemet om både at skulle inkludere transkvinder uden at ekskludere ciskønnede kvinder, bliver det diskuteret, om man skal lave en tredje kategori til OL for transkønnede.

Læs også: Skuespiller Elliot Page deler billede efter at have skiftet køn: ”Det har reddet mit liv”