Kultur

HBO dropper stor dansk serie: “Det er meget skuffende”

"Erobreren" skulle baseres på Martin Andersen Nexøs berømte roman i fire dele, "Pelle Erobreren".

Foto: Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


19 november, 2019



"Erobreren" skulle have været den første danske serie på HBO Nordic. Sådan blev det ikke.

Det skulle have været så stort. Den første danske serie på HBO Nordic nogensinde. Men nu er det hele blevet aflyst.

HBO havde ellers bestilt den danske serie Erobreren, som skulle være en fortsættelse til den Oscar-vindende film Pelle Erobreren fra 1987. Både filmen og serien er baseret på en berømt dansk roman i fire dele, som også hedder Pelle Erobreren, og den er skrevet af Martin Andersen Nexø.

Men nu har HBO Nordic droppet serien, skriver streaming-tjenesten i en presse-meddelelse.

Pengene passede ikke

Og grunden til, at HBO Nordic alligevel ikke vil lave den store og hypede danske serie?

Penge. I pressemeddelelsen står der: “Desværre har det ikke kunnet lade sig gøre at få alle ender til at mødes inden for budget-rammen.”

Serien havde ellers allerede fået hele 21 millioner kroner i støtte fra staten, og TV2 havde også købt rettighederne til at vise den på tv.

Serien skulle have været instrueret af Per Fly, som også står bag store danske film som Arven og Bænken samt DR-serien Bedrag.

Hos HBO er der også skuffelse over, at serien bliver droppet. Tom Krogsgaard Nielsen, der er Senior Vice President PR hos HBO Europe, siger sådan her til DR:

“Der har været stor interesse omkring serien, og den har været under udvikling i lang tid. Det er meget skuffende og altid trist, når man har haft store forhåbninger til et projekt og må konstatere, at man ikke kan få enderne til at mødes. Men det er jo en del af gamet.”