Videnskab

Hastemøde: Hvor farlig er mystisk virus fra Kina?

Mange i Kina går med beskyttelse for munden, efter en mystisk virus har spredt sig.

Foto: NOEL CELIS/AFP/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


21 januar, 2020



En mystisk virus har kostet tre mennesker livet. Og nu skal WHO vurdere, om virussen er en international sundheds-krise.

En mystisk ny virus er opdaget i Kina. Når den smitter, får man lunge-betændelse. En lungebetændelse, som ikke er nem at slippe af med igen.

Indtil nu er tre kinesere døde. Og 218 personer har fået lungebetændelse af virussen.

Nu skal der holdes et hastemøde for at finde ud af, om den nye virus er en international sundheds-krise, skriver TV2. Det er organisationen WHO, som har indkaldt til et møde på onsdag. WHO står for World Health Organization, som på dansk kaldes Verdens-sundheds-organisationen, og WHO hjælper verdens ledere med at sikre sundhed over hele verden.

For nylig kunne Kina bekræfte, at virussen smitter mellem mennesker. Nogle af de personer, som har behandlet de syge patienter, er selv blevet smittet.  

Og nu skal eksperter fra WHO altså beslutte, om virussen er en international sundhedskrise.

Hvad ved vi om virussen?

Ingen har kendt til den mystiske virus, før den brød ud. Men læger har fundet ud af, at der er tale om en type corona-virus. Der findes mange slags corona-vira, og de fleste er ikke farlige, men kan give forkølelse eller problemer med luftvejene.

Men den nye virus skaber især bekymring, fordi en anden coronavirus førte til store problemer i Kina og Hongkong i 2002 og 2003. Her startede SARS-epidemien, som kostede næsten 650 mennesker livet.

Den nye, mystiske virus dukkede op i den store kinesiske by Wuhan. Forskere prøver stadig at finde ud af, hvor virussen stammer fra. Og nogle mistænker, at de første mennesker kan være blevet smittet på et marked for fisk og skaldyr.

Siden har virussen også smittet mennesker i andre store kinesiske byer, og der er også fundet smittede personer i Japan, Sydkorea og Thailand.

Der kan være være god grund til at frygte, at virussen spreder sig endnu mere. For i slutningen af januar fejres det kinesiske nytår. Og på det tidspunkt af året tager mange af de 1,4 milliarder mennesker i Kina på ferie. Og hvis mange mennesker rejser, risikerer virussen at rejse med.




© Copyright - seismo 2019