Gigi har levet med sygdommen HIV i 30 år: “Jeg ventede på dagen, hvor jeg skulle dø”

Hver dag skjuler Serbánescu “Gigi” Gheorghe sit sande jeg. End ikke for sine bedste venner røber rumæneren sin hemmelighed.

“Det er ikke let at opleve diskrimination. Jeg forsøger at beskytte mig selv.”

Som mange andre mennesker i det østlige Europa lever Gigi hemmeligt med sygdommen HIV.

Danske HIV-smittede oplever stadig diskrimination, men kampagner med information og uddannelse har gjort det lettere at tale om sygdommen. Værre står det til i især Østeuropa, hvor mennesker med HIV oplever voldsom diskrimination, og det kan være en stor udfordring at finde nogen, der vil tale om deres diagnose.

“Men det er nødvendigt, at der er nogen, der gør det,” siger Gigi, da vi møder ham en eftermiddag i Bukarest, Rumæniens hovedstad.

“Det er vigtigt, at unge mennesker bliver oplyst om HIV og AIDS, så de ikke undervurderer, hvor alvorlig en sygdom der er tale om. Det er ikke let at leve med HIV, og det er meget svært at erkende, at man er syg.”

Vi er blevet sat i forbindelse med Gigi gennem en NGO, der arbejder for at forbedre forholdene for personer med HIV i Rumænien. Det er i organisationens hovedkvarter, en ældre, labyrintisk villa i et fredeligt kvarter, at interviewet finder sted.

I en kurvestol på en veranda venter Gigi fokuseret på de spørgsmål, der måtte komme. Gigi er i begyndelsen af 50’erne, de grå krøller er klippet korte, og med sin ranke holdning og sunde glød ligner han ikke en mand, der lider af en potentielt dødbringende sygdom.

Før han begyndte at modtage behandling, lignede Gigi dog med egne ord en mand på vej i graven.

Ingen at tale med

Det er nu mere end 30 år siden, at lægen bekræftede Gigis værste frygt.

Få år før han lod sig teste, havde der været revolution i Rumænien. Diktaturets kollaps havde ført “en anden tid med sig”, som Gigi beskriver det.

Gigi arbejdede i nattelivet i Bukarest. Efter revolutionen levede han mere løssluppent, end han havde været vant til, og snart begyndte han at mistænke, at han var syg.

“Igennem alle årene har jeg fortrudt, at jeg ikke tænkte nok over, at jeg kunne være i fare for at blive smittet,” siger Gigi.

Da han begyndte at føle sig syg, havde han ingen at tale om sygdommen med. Sundhedsvæsenet havde intet tilbud om rådgivning eller andet, som vi eksempelvis har i Danmark. 

Gigi valgte at lade som ingenting. Som årene gik, talte han hverken med venner, familie eller læger.

“Jeg følte ikke, at det var muligt at tale med nogen i så lukket og dømmende et samfund som det rumænske.”  

Bekymringerne var svære at ignorere. Sygdommen ødelagde langsomt Gigis immunforsvar. Han udviklede en sygdom i lungerne, som hedder tuberkulose. Det er en sygdom, som HIV-patienter typisk bliver ramt af. Han blev tyndere og svagere, som dagene gik. 

“Jeg ventede på dagen, hvor jeg skulle dø.”

Ti år uden behandling

Da Gigi igen gik til lægen, havde han levet ti år med HIV. Det er længere, end de fleste mennesker normalt overlever uden at modtage behandling.

“Jeg kunne mærke døden komme tættere og tættere på. Lægen fortalte, at det var for sent at begynde behandlingen, og at jeg ville dø.”

Men Gigi ville leve. Han skiftede til en læge med et mere opmuntrende budskab:

“Hvis du følger behandlingen og tager medicinen ordentligt, vil du leve.”

Det er nu 20 år siden.

Et liv med diskrimination

Selvom Gigi i dag fysisk har det godt, er det ikke altid let at være HIV-patient i et østeuropæisk land som Rumænien.

“Sidste år ville jeg have foretaget en hårtransplantation, men klinikken ville ikke behandle mig. Personen i klinikken sagde, at han altså havde børn og derfor ikke kunne hjælpe sådan en som mig,” fortæller Gigi, der også er blevet nægtet et lån i banken, selvom en kollega med samme indtægt godt kunne få lånet.

Banken begrundede ikke afvisningen, men banken kan på Gigis lønseddel se, at han på grund af sin sygdom betaler mindre i skat. Der findes i Rumænien og andre østeuropæiske lande flere eksempler på, at banker er mindre tilbøjelige til at hjælpe personer med sygdomme som HIV.

Da interviewet nærmer sig sin afslutning, beder vi Gigi om at lade sig fotografere til artiklen. Under normale omstændigheder er det ikke en udfordring at fotografere interview-personer.

“Jeg vil ikke fotograferes, “ siger Gigi og begynder at ryste.

“Jeg vil ikke have, at mine naboer eller andre ser artiklen og ved, at jeg har HIV.”

– Diskriminationen må være meget slem, siden du bliver så skræmt over at få taget et portræt-billede til en artikel i Danmark?

“Ja, det er trist, at det sådan. Jeg vil gerne være med til at ændre den situation, men jeg er også nødt til at beskytte mig selv.”

Konsekvenserne kan da også være store. I nogle tilfælde mister HIV-smittede forbindelsen til deres familier, og folk vil generelt ikke kendes ved dem. Der findes HIV-smittede mennesker, som på grund af diskrimination bliver så deprimerede, at de ikke tager deres HIV-medicin og hellere vil dø. 

“Jeg er bange for at miste mine venner, så de ved ikke, jeg har HIV, og mine naboers børn ville jo være bange for mig, hvis de vidste det. Det er kun folk med samme diagnose, som jeg tør fortælle det.”

Gigi fortæller, at et vennepar på et tidspunkt blev ved med at spørge, hvorfor Gigi og hans hustru ikke fik børn.

“De blev ved med at spørge, og til sidst følte jeg, at vi blev nødt til at fjerne os fra venskabet med dem.”

Én del af diskriminationen er den åbenlyse diskrimination. En anden del er den skjulte diskrimination. Den form for diskrimination kommer eksempelvis til udtryk ved, at personer i det skjulte vasker hænder efter at have været sammen med en HIV-smittet person. Det kan også være, at børn ikke kommer og hilser på en HIV-smittet person, fordi forældrene har advaret imod det. 

“Det er ikke let at stå frem som HIV-smittet,” siger Gigi.

“Jeg håber, at det en dag bliver bedre. Men det er ikke let. Endnu.”

LÆS OGSÅ: Hvad er menneskerettighederne – og kender du dem, der gælder dig?