Politik

Frankrig: Prævention på statens regning til unge kvinder

P-piller er en af de former for prævention, som mange danske kvinder bruger.

Foto: Reproductive Health Supplies Coalition/Unsplash

Mathilde Johannesen


10 september, 2021



Frankrig har netop besluttet, at de vil betale for prævention til kvinder op til 25 år. Flere og flere unge kvinder bruger nemlig ikke prævention, fordi det er for dyrt. Det vil den franske regering nu lave om på.

Mange yngre kvinder i Danmark sørger for, at de ikke bliver gravide ved at bruge prævention. Men i Frankrig vælger mange kvinder slet ikke at bruge prævention, fordi det er for dyrt at købe for eksempel p-piller. Det forklarer Frankrigs sundhedsminister ifølge TV 2.

”Der er et fald i brugen af prævention blandt yngre kvinder, og det er mest af økonomiske årsager”.

Derfor har de franske politikere nu besluttet, at prævention skal være gratis til kvinder op til 25 år.

Hvad kommer det til at koste?

Ikke en ny beslutning

  • Det er dog ikke helt nyt, at Frankrig tilbyder gratis prævention til unge kvinder. Siden 2013 har Frankrig nemlig tilbudt det til piger mellem 15 og 18 år.

    Fra august 2020 har landet tilbudt det til piger under 15 år. Det har gjort, at færre unge piger får en abort i Frankrig.

Kilde: TV 2

Den franske regering har sat 150 millioner kroner af hvert år, så de unge kvinder ikke skal svinge dankortet på landets apoteker. På den måde kan kvinderne altså få betalt blandt andet deres p-piller, p-ringe og minipiller.

Og allerede fra januar 2022 kan de unge kvinder stille sig i kø på apotekerne for at få prævention på statens regning.

For den franske sundhedsminister er det vigtigt, at kvinderne har mulighed for ikke at blive gravide, selvom de har sex.

”Det er ubærligt, at kvinder ikke kan beskytte sig selv, at de ikke kan få adgang til prævention, hvis de ønsker det, fordi det er for dyrt”, fortæller han ifølge Politiken.

Burde vi gøre det samme i Danmark?

Så tænker du måske, om vi burde gøre det samme i Danmark? Herhjemme skal alle kvinder nemlig selv betale for deres prævention, hvis de altså har lyst til at bruge det.

Måske kan gratis prævention i Danmark også gøre, at færre unge piger ender med at få en abort?

LÆS OGSÅ: Tamponer og bind bliver gratis i Skotland: Burde Danmark gøre det samme?