Økonomi

Efter to fly-styrt: Fly-producent taber milliarder

Boeing er verdens næststørste fly-producent. Den største er franske Airbus.

Foto: Jason Redmond/AFP/Ritzau Scanpix

Julius Christiansen Tromholt


30 januar, 2020



I 2019 tabte den amerikanske fly-producent Boeing 4,3 milliarder kroner. Det viser deres seneste regnskab.

Hvis du har et underskud på 4,3 milliarder, så kører det ikke vildt godt for din forretning.

Boeing

  • Boeing blev grundlagt i 1916. De laver fly til både militær og civile.
  • Siden 2011 har Boeing været verdens største producent af fly. De er nu blevet overhalet af det franske firma Airbus.
  • Boeings mest berømte fly er Boeing 747, som også kaldes for jumbojet.

Men så stort var underskuddet i 2019 for det amerikanske firma Boeing, som producerer flyvemaskiner. De har nemlig lige offentliggjort deres regnskab for 2019. Det er første gang siden 1997, at firmaet har tabt penge. Det skriver DR.

Når et firma har underskud, så har firmaet samlet brugt flere penge, end de har tjent.

I 2018 havde Boeing et overskud på 71 milliarder kroner. Her tjente de altså mange flere penge, end de brugte. Her gik det derfor godt for firmaet. Så hvad er der lige sket i 2019, som har gjort, at de har tabt så mange penge?

Svaret er deres nyeste fly-type, som hedder Boeing 737 Max 8. Der var nemlig store problemer med flyet i 2018 og 2019.

Hvad skete der?

I 2017 præsenterede Boeing den nye fly-type Boeing 737 Max 8. Men det har bestemt ikke været nogen succes. Flyet er nemlig styrtet ned to gange. Første gang var den 28. oktober 2018. Anden gang var den 10. marts 2019. I alt døde 346 mennesker i flystyrtene.

Siden har selskabet prøvet at finde ud af, hvorfor flyene styrtede ned. Indtil videre har man fundet af, at der har været nogle problemer med elektronikken i flyene. Altså i softwaren.

Flyene har siden marts 2019 fået forbud mod at flyve. Det betyder, at der står cirka 375 fly, der ikke bliver brugt til noget, i en hangar i Seattle i USA. Over 100 flyselskaber havde bestilt 5.000 af de nye fly. Men efter ulykkerne har mange droppet bestillingerne igen. Derfor har firmaet tabt så mange penge. Det skriver This is Money.

Boeing er i gang med at rette fejlene på flyene, og regner med, at de kan flyve igen i 2020. Det fortæller David Calhoun, som er administrerende direktør i firmaet.

”Vi anerkender, at vi har en masse arbejde foran os. Vi fokuserer på at få 737 Max-flyene tilbage i luften på sikker vis, og på at genoprettet den langvarige tillid som Boeing-brandet repræsenterer,” siger han ifølge TV2.

Problemerne med flyet er den største krise i firmaets historie. De har tabt milliarder af kroner, ligesom den tidligere direktør Dennis Muilenburg også mistede sit job.

Det er mere sikkert at flyve end nogensinde

Selvom de to fly styrtede ned, så kan du være helt rolig. Det har nemlig aldrig været sikrere at flyve. Det viser et nyt studie, som er lavet af det tekniske universitet i Massachusetts (MIT) i USA. Det skriver MIT News.

Studiet viser, at der dør færre og færre personer på flyveture. For 40 år siden døde én ud af 350.000 personer på et fly. I dag dør én ud af 7,9 millioner.

De sikreste flyselskaber er fra USA, Vesteuropa, Kina, Japan, Australien, New Zealand og Israel. Her dør én ud af 33,1 millioner.

Det er særligt i Østeuropa, Afrika og Kina, at sikkerheden er blevet meget bedre de seneste ti år.