Identitet
Flere børn og unge end nogensinde sendes til psykiater under corona
Over 4.600 børn og unge i området omkring København kan få psykiske problemer på grund af corona.
Det seneste år har været en stor udfordring for alle. Corona har ændret hele samfundet. Særligt for børn og unge har det været hårdt.
Du har ikke kunne gå i skole, se dine venner, tage til fest, dyrke sport eller lave alt det, som du plejer at lave.
Og det påvirker rigtig mange negativt. Mange er ensomme, stressede og bange for, at være kommet bagud i skolen.
At corona har påvirket unge negativt, kan man se i Danmarks største region, Region Hovedstaden. Danmark er delt ind i fem regioner. De står blandt andet for at styre sundhed og sygehusene.
I Region Hovedstaden er flere børn og unge end nogensinde sendt til en psykiater. En psykiater kan undersøge, om du er blevet ramt af en psykiske sygdom. Det kan for eksempel være angst eller stress. Du bliver også behandlet for en psykisk sygdom hos en psykiater.
Hvor mange er sendt til psykiater?
I 2020 er 4.600 børn og unge sendt til en psykiater i Region Hovedstaden. Det er 14 procent flere end i 2019.
At flere og flere får det dårligt, jo længere samfundet har været lukket, kan man også se på tallene. I det sidste halve år i 2020 blev 24 procent flere børn og unge sendt til en psykiater i forhold til den samme periode i 2019. Det viser tal fra Region Hovedstadens Psykiatri.
Tallene kan endda blive endnu større, når samfundet åbner igen. Så kan lærere og pædagoger nemlig holde øje med de unge. Og så kan de måske opdage, at endnu flere har det svært.
Bliver det bedre, når samfundet åbner?
Det ved vi ikke. Nogle vil få det bedre. Men andre børn og unge kan også udvikle psykiske sygdomme. Og det kan tage flere år at komme sig over. Det er derfor vigtigt, at man er opmærksom på de unge. Det forklarer Nina Staal til Politiken. Hun arbejder i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Hovedstaden.
”Det er forkert at tro, at deres problemer forsvinder, så snart deres hverdag er normal igen efter en åbning af skoler, idræt og andet socialt liv. Når vi taler psykiatriske lidelser, forsvinder de ikke bare. Der skal hjælp til. Vi taler om terapi, medicin, støtte i kommune og skole i en lang årrække,” siger hun.
Se en debat om emnet her på Seismo
Mange af jer har haft det svært under coronakrisen.
Men hvad kan man gøre, for at få det bedre? Kunne man have gjort noget anderledes, for at passe bedre på jer? Og hvem har ansvaret for, at børn og unge får det godt igen?
Det vil blive diskuteret og streamet live her på seismo.dk mandag den 19. april fra klokken 12.10-13.15. Debatten bliver lavet i samarbejde med Guldborgsund Kommune.
I panelet sidder psykolog Svend Brinkmann og politikerne Jacob Mark fra Socialistisk Folkeparti (SF) og Morten Dahlin fra Venstre. Og så er I unge repræsenteret med Yasmin El Youssef, som også vil være i panelet.
Debatten vil også give jer en stemme. Derfor vil unge undervejs have mulighed for at byde ind med både spørgsmål og løsninger. Der vil også løbende være afstemninger, som man kan deltage i.
Der er gratis adgang til debatten. Læs mere om det her, hvor du også kan finde en masse artikler, som handler om det at være ung under coronakrisen.
Hvis du ikke når debatten live, så vil den også blive lagt ud på Seismo.dk.