Identitet
Fire skyderier på under en uge i hovedstadsområdet
På under en uge har der været hele fire skyderier i hovedstadsområdet. Tre mennesker er dræbt, en er i kritisk tilstand, og to er uden for livsfare.
Kuglerne er fløjet rundt på Nørrebro, Rødovre, Frederiksberg og i Herlev. Alle fire byer ligger i hovedstadsområdet, og inden for bare en uge har der været fire skyderier. Det skriver DR.
Alt i alt er tre mænd dræbt. Samtidig ligger en mand på hospitalet, fordi han er i en kritisk tilstand. To andre mænd er også blevet hårdt såret, men de er nu uden for livsfare.
Politiet har en teori om, at de tre første skyderier hænger sammen – og at de er forbundet til bandemiljøet. Politiet vil dog ikke lægge sig fuldstændig fast på den teori. Efterforskningen er nemlig stadig i gang, og derfor står mange spørgsmål stadig ubesvarede.
Men ifølge eksperter er der to bander, som lige nu er i krig med hinanden. Det drejer sig om banden NNV fra Nørrebro og Nordvest og rockergruppen Satudarah.
Hvad er der sket?
Det hele startede torsdag den 2. december, da en 27-årig blev skudt i ryggen på Nørrebro. Han dør senere på hospitalet.
Næste dag sker der endnu et skyderi i en frisør i Rødovre. En 17-årig dreng bliver dræbt, og en 28-årig mand bliver såret. Han er nu uden for livsfare. En 15-årig bliver skadet i hånden, men man ved ikke, om det er fra skud.
Om lørdagen bliver en 39-årig mand ramt af skud i halsen på en café med vandpiber på Frederiksberg. Han er lige nu i kritisk tilstand.
Og natten til tirsdag bliver to mænd så skudt i Herlev. Den ene finder politiet liggende død i et område med skov. Den anden mand bliver fundet af en bilist, som kører ham til Herlev Hospital. Han er nu uden for livsfare, men ligger i koma.
Det ender altså med fire skyderier på seks dage. Tre dræbte. To sårede, men uden for livsfare. En er i kritisk tilstand.
Så er det store spørgsmål: Hvorfor flyver kuglerne rundt i hovedstadsområdet?
Hvorfor bliver der skudt?
Politiet vil ikke gå ud og sige med sikkerhed, at der er tale om bander, som er i krig med hinanden. Men det er en teori, som de undersøger.
Umiddelbart mener de, at de tre første skyderier hænger sammen – men de vil ikke afvise, at det sidste i Herlev også kan hænge sammen med de første.
Ifølge Nationalt Efterforskningscenter (NEC) ved Rigspolitiet er der lige nu en konflikt mellem to bander. Den ene hedder NNV og er fra Nørrebro og Nordvest. Den anden er en rockergruppe, som hedder Satudarah.
Politiet har ikke været ude og sige, at det netop er disse bander eller denne konflikt, som har gjort, at skyderierne er eksploderet i området.
De sagde på et pressemøde i går tirsdag, at skyderierne kan dreje sig om alt muligt. På pressemødet sagde de dog også, at der er en konflikt mellem en bande og nogle andre, som muligvis ikke er en del af bandemiljøet.
Ifølge DR’s oplysninger havde det første skudoffer på Nørrebro tilknytning til banden NNV.
Samtidig har politiet blikket rettet mod Sverige. En svensk mand er nemlig anholdt for det første drab på Nørrebro.
Hvad med bandekonflikten?
De sidste dages skyderier giver sandsynligvis mange flashbacks til bandekrigen, som især fyldte i medierne i 2017.
Her var to bander i krig med hinanden. Derfor blev der skudt meget i især gaderne på Nørrebro. De to bander hed Loyal to Familia (LTF) og Brothas.
Fra foråret 2017 til december 2017 var der hele 38 skyderier i Københavns gader. 25 personer blev ramt af skud, og tre blev dræbt i den korte periode. Det skriver Berlingske.
Bandekonflikten fyldte meget i København, hvor politiet blandt andet lavede visitationszoner på Nørrebro. Det betyder, at politiet i den zone må tjekke folks biler, tøj og tasker uden at have mistanke om, at de har gjort noget forkert.
Samtidig kan man risikere, at ens straf bliver dobbelt så høj, hvis man bliver taget med for eksempel stoffer eller et våben i zonen, hvor politiet må visitere.
Efter de seneste dages skyderier er der kommet visitationszoner i blandt andet Rødovre, Herlev, Husum, Nørrebro og Nordvest.
I videoen nedenunder kan du høre om bandekonflikten fra 2017:
LÆS OGSÅ: WTA vil ikke længere afholde deres turneringer i tennis i Kina