Krig i Europa og Danmark uden forsvarsforbehold – hvad nu?
Debat direkte fra Glostrup bibliotek den 2. okt. 2023 fra kl. 10 til 11.
Ruslands invasion af Ukraine i 2022 førte til en folkeafstemning i Danmark. Her skulle vi afgøre, om Danmark skulle afskaffe forsvarsforbeholdet og være med i EU’s samarbejde om forsvar og sikkerhed.
Op til folkeafstemningen fyldte debatten om Danmarks rolle i EU’s fælles forsvar enormt meget. Nu har vi afskaffet forsvarsforbeholdet – hvad skal der ske nu? Hvad bør EU’s rolle være, når lande i Europa bliver invaderet? Hvordan bør EU sikre sig mod krig og ustabilitet i unionen? Hvor meget skal Danmark engagere sig i EU’s militære aktioner?
Det er nogle af de spørgsmål, som ungdomspolitikere og repræsentanter fra ungdomsorganisationer vil diskutere, når Seismo afholder debatarrangementet foran et live publikum.
På jagt efter pirater ud for Somalias kyst (Foto: Creative Commons)
Baggrund for arrangementet
Vi lægger stor vægt på, at unge bliver hørt. Derfor vil det være muligt at deltage i en række afstemninger i løbet af debatten, hvor deltagerne skal tage stilling til indholdet, som debatteres. Undervejs vil der også blive vist korte videoindslag, som skal sætte tonen for debatten. Det er også muligt at indsende spørgsmål til paneldeltagerne undervejs.
I en tid hvor krig og ustabilitet rykker tættere på Danmark og EU, er det relevant at debattere, hvordan Danmark og EU skal forsvare sig, hvilket arrangementet vil give de unge indblik i.
En måned før debatarrangementet lancerer Seismo en temaside med nyheds- og baggrundsartikler på seismogram.dk, så det er muligt at forberede sig til debatten.
Eventet bliver en studiedebat på 60 minutter, som er anvendeligt til et modul.
Foruden et livepublikum på Glostrup bibliotek, bliver debatten streamet live ud til de skoler og ungdomsuddannelser, som tilmelder sig til digital deltagelse.
Projektet er produceret med støtte fra EU-nævnet