Kultur

Endnu en ulovlig fest blev lukket i weekenden: ”Stop det!”

Flere gange under corona-krisen har politiet lukket pirat-fester.

Foto: Marcela Laskoski/Unsplash.

Julius Christiansen Tromholt


28 september, 2020



Natten til søndag blev en pirat-fest med flere hundrede deltagere lukket i København. De fester skal stoppes, mener over-borgmesteren i København.

Vi er lige nu i en periode af corona-krisen, hvor flere og flere bliver smittet. De fleste unge har forstået, at de derfor skal blive hjemme fra fest i weekenden.

Men der er stadig nogle få, som ikke kan lade være med at feste. De mødes til pirat-fester. Det er fester, hvor en masse unge samles et sted, hvor de ikke må være. Det kan være en forladt bygning, en park eller et område bag et hegn.

Til festerne bliver der spillet høj musik – og nogle gange bliver der solgt alkohol uden en tilladelse.

Sådan en fest måtte politiet i København igen lukke i weekenden. Det skriver TV2.

200-300 mennesker var nemlig samlet til fest i Sydhavnen. Man må ikke være samlet flere end 50 personer. Og alt skal lukke klokken 22.

Hvad skete der, da politiet kom?

Mange gæster, der så politi-bilerne komme, stak af. Festen var blevet arrangeret i en lukket gruppe på Facebook. Lige inden festen startede, modtog man en SMS, hvor der stod, hvor festen blev afholdt.

I stedet for at give bøder til alle, prøvede politiet at finde den person, som havde arrangeret festen.

Politiet fik fat i en mand på 33 år, som nu vil blive sigtet for at afholde festen. Det skriver DR.

Hvad siger politikerne?

Frank Jensen, som er over-borgmester i København, forklarer til DR, at de fleste unge godt kan finde ud af at blive hjemme. Men til de få, som stadig fester, har han en besked:

”Jeg har stor forståelse for, at det kan være hårdt at sidde derhjemme, når man er ung og har brug for at være sammen, men det går simpelthen ikke at tage til store fester som piratfester. De er uacceptable. Stop det!”

Hvad kan der ske, hvis man bliver fanget?

Hvis man trænger ind et sted, hvor man ikke må være, er det ulovligt. Og så kan du få en bøde. Og en plet på din straffe-attest. Det forklarer Paw Kaltoft, som er vice-politi-inspektør i Københavns Politi, til DR.

”Man skal lade være med at trænge ind steder, hvor man ikke må være. Det kan både være farligt, og man risikerer også at få en sanktion fra politiet. Så det vil jeg meget gerne opfordre til, at man lader være med,” siger han.

Hvis man har gjort noget ulovligt, så kan det komme på din straffeattest. Og så kan det blive sværere at få et job. Mange steder skal du nemlig vise din straffeattest, inden du bliver ansat. Og mange vil ikke ansætte folk, som har lavet noget kriminelt.

En plet på straffe-attesten forsvinder efter 2-10 år. Det kommer an på, om man er under 18 år, og hvad man er straffet for. Læs mere om det her.

LÆS OGSÅ: Overlæge til de unge: Bliv testet, hvis I har snue.