Online

Elever køber en god ansøgning, som kan få dem ind på studiet: ”Det er snyd”

Det kan være svært at skrive en motiveret ansøgning. Derfor køber og sælger unge ansøgninger på Facebook.

Foto: energepic/pexels

Julius Tromholt-Richter


8 marts, 2021



På Facebook kan du betale for en ansøgning, som kan få dig ind på dit studie. Men det er snyd. Du skal nemlig selv skrive den.

Det kan være svært at komme ind på det studie, som man altid har drømt om.

Kvote 2

  • Hvis man ikke har gået i gymnasiet – eller ikke har fået et højt gennemsnit – så kan man søge ind på en uddannelse via kvote 2. Man skal dog stadig have den uddannelse, som normalt er et krav for at komme ind.
  • Reglerne for kvote 2 er forskellige fra uddannelse til uddannelse. De bestemmer selv, hvor mange kvote 2-ansøgere de optager hvert år. Det kan være alt mellem 10 og 100 procent. De bestemmer også selv, hvad kravene er. Derfor er det en god idé at undersøge, hvad de forskellige uddannelser kigger efter.

Kilde: Uddannelsesguiden.

Det kan være, at man drømmer om at læse medicin, jura eller til jordemoder. Det kræver, at man har et højt gennemsnit med fra gymnasiet.

Og det er ikke alle, som har det. Men der er også en anden mulighed. Man kan nemlig søge kvote 2. Det gjorde 57.000 personer sidste år.

En kvote 2-ansøgning kan være mange forskellige ting. Nogle steder skal man til en samtale. Andre steder skal man til en prøve. På nogle uddannelser skal man også skrive en motiveret ansøgning. Her skal du forklare, hvorfor lige netop du skal have en plads på studiet.

Sådan en kan være svær at skrive. Hvordan sælger man sig selv bedst?

Hvis man ikke lige kan finde på noget godt at skrive, så findes der grupper på Facebook, hvor man kan købe en motiveret ansøgning for 150-250 kroner. Så kan man altså få andre til at skrive det for sig. Men det er snyd. Det skriver DR.

Hvorfor er det snyd?

Du skal selvfølgelig selv skrive din ansøgning.

Man skal sende sin ansøgning inden den 15. marts.

En af dem, som skal til at læse ansøgninger, er Ayo Næsborg-Andersen. Hun er lektor ved juridisk institut på Syddansk Universitet. Hun forklarer til DR, at det er fint at få hjælp af venner eller familie til at rette stavefejl og så videre. Men at det er snyd, hvis man får andre til at skrive den.

Hvis det bliver opdaget, så bliver man afvist. Hun har tidligere oplevet at få tre ens ansøgninger. Der stod blandt andet, at personen havde tre søskende, og at begge forældre var døde.

”De tre ansøgeres historier var så ens, at selvom at jeg havde læst 200 ansøgninger, ville jeg kunne genkende dem. Det var åbenlyst et groft forsøg på snyd,” siger hun.

Kan man opdage det?

Det kan være svært at opdage det, hvis folk snyder.

Normalt har uddannelserne et system, hvor man kan se, om folk snyder med skoleopgaver – for eksempel til en eksamen.

Her kan en computer se, om den samme opgave findes på nettet. Men det kan være svært at bruge på en ansøgning, som ikke ligger på nettet.

Derfor kan man kun blive opdaget, hvis andre har brugt den samme ansøgning. Eller hvis den ligger på nettet.

LÆS OGSÅ: Overblik: Danmark og flere andre lande til kamp mod Facebook – hvad vil de?




© Copyright - seismo 2019