Kultur

Eksperter er bekymrede: Mange drikker for meget alkohol under karantænen

Værtshuse, barer og caféer er lukkede på grund af corona. Det betyder, at alkoholikere er isoleret derhjemme, hvilket øger risikoen for, at de drikker mere.

Foto: Michele Tantussi/Reuters/Ritzau Scanpix

Sesilie Christophersen


2 april, 2020



Flere alkoholikere drikker mere under karantænen. Det er nemlig svært at få behandling på grund af corona-virusset.

For tiden bruger alle meget mere tid derhjemme, end vi er vant til. For nogle betyder det ekstra hygge med familien, men for andre betyder det, at man er isoleret fra andre mennesker. Blandt andet fordi værtshuse, barer og caféer holder lukket.

Det kan man mærke hos Alkolinjen, som er en organisation, der rådgiver om alkohol. Siden corona-krisen begyndte, har 10 gange så mange nemlig taget deres online alkohol-test. Det skriver DR.

De fleste, som tager testen, gør det for at undersøge, om de drikker for meget alkohol i forhold til det, der anbefales, forklarer Alkolinjen.

“Generelt stiger alkohol-forbruget, når danskerne holder fri eller har fri sammen. Så er der basis for at hygge, og der er alkohol et vigtigt element. Det er helt sikkert, at det også sker under en ned-lukning som denne,” forklarer Bjarne Elholm, som er leder hos Alkolinjen.

Stor konsekvens for alkoholikere

For dem som har et alkohol-misbrug, er corona-krisen meget alvorlig. Der er nemlig en stor risiko for, at problemet bliver værre på grund af den store isolation, som vi alle oplever i disse dage. Og det bekymrer eksperterne.

Hos Blå Kors, som er en støtte-organisation for alkoholikere, er man særligt bekymret for de alkoholikere, som er i behandling for deres misbrug.

De er også bekymrede for tidligere alkoholikere, som er stoppet med at drikke. Risikoen for, at de begynder at drikke igen, er nemlig stor. Det kalder man, at de får et tilbage-fald.

En af grundene til, at mange kan få et tilbagefald er, at meget af den hjælp, som alkohol-misbrugere får, står stille nu på grund af corona-virusset. Det overlader mange mennesker til sig selv i en svær tid.

Nogle af brugerne hos Blå Kors har allerede haft et tilbagefald efter corona-krisen startede. Det fortæller Lars Utzon, der er souschef ved Blå Kors Behandlingscenter i Taastrup.

Hos Blå Kors forsøger man at holde behandlingsforløb og terapi i gang over video- og telefonsamtaler.

Unge drikker også for meget

Det er ikke kun de ældre, som kan drikke så meget alkohol, at de har brug for behandling. Det problem findes også blandt unge.

Faktisk viser en undersøgelse, at 30.000 unge danskere drikker så meget alkohol, at de har brug for hjælp. Desværre modtager kun 2 procent den hjælp, som de har brug for.

Det er fordi, at vi simpelthen er for langsomme til at opdage misbrug af alkohol. Det forklarer Mette Clausen, som er leder hos U-Turn, hvor man kan få hjælp til problemer med alkohol.

”Hvis en ung ryger hash eller tager andre former for stoffer, vil alarm-klokkerne med det samme gå i gang hos de fleste forældre eller andre voksne omkring den unge. Det sker ikke på samme måde, når det handler om alkohol,” fortæller hun.

Hvis du er i tvivl, om du har problemer med alkohol, så kan du altid ringe til Alkolinjen og få anonym og gratis hjælp. Du kan ringe på 80 200 500 mandag, tirsdag og fredag fra kl. 11.00-17.00. Onsdag og torsdag fra kl. 11.00-15.00. Du kan også chatte med Alkolinjen her.