Videnskab

Den første dansker er blevet smittet med corona-virus

Sådan ser det ud på Hvidovre Hospital, hvor man længe har været klar til at behandle danskere, som er smittet med corona-virusset.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


27 februar, 2020



En ansat hos TV2 er blevet smittet med det nye corona-virus Covid-19.

Corona-virus

  • Der findes mange slags corona-virusser, og de fleste er ikke farlige, men kan give forkølelse eller problemer med luftvejene.
  • Det nye corona-virus dukkede op på et fiske- og dyremarked i den kinesiske by Wuhan. Flere forskere tror, at virusset kommer fra flagermus.
  • Det nye virus har fået navnet Covid-19.
  • Corona-virusset kan smitte fra menneske til menneske, for eksempel ved nys eller kontakt med kropsvæsker.
  • Symptomer på virusset kan være feber, tør hoste og i nogle tilfælde besværet vejrtrækning og tegn på lungebetændelse.

Kilder: Statens Serum Institut, WHO, Berlingske

Jakob Tage Ramlyng har været på ski-ferie i Italien med sin familie – et land, hvor corona-virusset har spredt sig lynhurtigt i de seneste uger. Nu ligger han på hospitalet i Roskilde. Og i nat blev det bekræftet, at han er smittet med corona-virus. Det skriver TV2 – den arbejdsplads, hvor Jakob Tage Ramlyng selv arbejder.

”Vi er selvfølgelig dybt rystede over, at det, vi troede var stærk usandsynligt, nu er vores virkelighed,” skriver han på Facebook.

Jakob Tage Ramlyngs kone og søn er også blevet testet, men de er ikke blevet smittet. Nu skal han opholde sig alene i sit hjem for ikke at smitte andre.

”Ikke gå i panik”

Hvor farligt er corona-virus egentlig?

  • 80 procent, af dem som bliver smittet, får så milde symptomer, at man slet ikke skal på sygehuset.
  • 15 procent bliver så syge, at man skal på hospitalet.
  • 5 procent bliver så syge, at man skal indlægges på intensiv afdeling – det vil sige at få akut hjælp.
  • Det er først og fremmest ældre og svækkede personer, der bliver alvorligt syge.
  • Over 27.600 smittede personer er blevet helt raske igen.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, WHO

Nu er én dansker smittet med corona-virus – men det betyder ikke, at hele Danmark skal være bange for at blive smittet. Danske læger, hospitaler og skadestuer har forberedt sig godt på at håndtere virusset, siger Søren Brostrøm, som er direktør for Sundhedsstyrelsen, til TV2:

”Man skal ikke gå i panik. Man skal være tryg ved, at vores sundhedsvæsen er klar – vi har ikke skruet op for beredskabet på fuld blus endnu, men det er vi klar til at gøre, hvis det bliver nødvendigt”, siger Søren Brostrøm.

Nu går Sundhedsstyrelsen i gang med det, man kalder ”kontakt-opsporing” – det vil sige at undersøge alle de personer, som den smittede har været i kontakt med. Derfor kommer der også læger på besøg hos TV2.

Læs meget mere om, hvordan Danmark har forberedt sig på corona-virusset her.