Politik

De yngste elever må komme tilbage i skole – forældre skal huske mundbind

I marts 2020 gik Charlie i 0. klasse og fik undervisning derhjemme af sin mor Karina.

Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


2 februar, 2021



Der er godt nyt til de yngste elever i folkeskolen, som har været hjemme siden før jul. På mandag den 8. februar må de vende tilbage til klasseværelset.

Coronatal i Danmark

Tallene er fra den 1. februar

  • 488 personer er smittet det seneste døgn.
  • 20 personer er døde det seneste døgn.
  • Samlet er 546 indlagt på hospitalet med coronavirus.
  • 82.051 er færdigvaccinerede. Det svarer til 1,41 procent af befolkningen.

    Kilde: Statens Serum Institut.

Det danske samfund er lukket ned indtil den 28. februar. Men mandag aften var der en god nyhed til de yngste elever i folkeskolen.

Elever fra 0. til 4. klasse må nemlig starte i skole igen fra mandag den 8. februar. Det fortalte sundhedsministeren Magnus Heunicke på et pressemøde.

Hverdagen bliver dog ikke helt, som den plejer i skolerne. Der er flere nye coronaregler, som skolerne og forældrene skal huske.

De ældste elever skal stadig blive hjemme. Men der kan være undtagelser. Skolerne skal være åbne for de elever, der ikke har det godt derhjemme. Læreren har altså lov til at invitere elever i skole, som ikke trives. Det fortalte børne- og undervisningsministeren Pernille Rosenkrantz-Theilpressemødet:

”Man skal bruge de muligheder og de elastikker, der er lagt ind for, at man kan få en hverdag, hvis der er brug for det.”

Forvent flere smittede

Når de yngste vender tilbage i skolen, kommer smitten med coronavirus til at stige. Det ved man allerede, og det har man regnet med, da man tog beslutningen.

Det forklarede direktøren for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, på pressemødet. Antallet af daglige smittede og indlagte personer forventes at blive fordoblet.

”Fra 300 til 600 og fra 20 til 40.”

Han forsikrede, at lægerne og hospitalerne godt kan klare, hvis flere smittede får brug for hjælp.

Her er de vigtigste nye coronaregler, som kom frem på pressemødet.




1
Kram kun klassekammeraterne

Der kommer regler for, hvem eleverne i de små klasser må komme tæt på i skolen. De må kun være sammen med elever fra deres egen klasse og deres egen lærer.

De må gerne kramme og lege med kammaraterne fra klassen, men ikke fra andre klasser.

2
Flere regler for mundbind

Nu skal man huske mundbindet flere steder. Det gælder især forældre til mindre børn.

Fra mandag den 8. februar skal forældre og andre besøgende have mundbind på, når de kommer indenfor i børnehaver, vuggestuer, skoler og SFO’er.

Man skal nu også have mundbind på, hvis man handler varer i engroshandel. Det er steder, hvor virksomheder typisk køber store mængder af en vare fra en anden virksomhed.

3
Flere test til lærere og pædagoger

Nu hvor de yngste elever vender tilbage i skole, er der brug for at passe på, at lærere og pædagoger i SFO’er ikke bliver smittet.

Derfor skal der laves et nyt testprogram, der tilbyder flere test til personalet.

4
Nødundervisning helt til sommer

Lige nu kører skolerne efter regler om nødundervisning. Det vil sige, at situationen er så særlig, at der gælder andre regler end normalt. Reglerne giver den enkelte skole og lærer meget frihed til at planlægge undervisningen, som de vil.

Et flertal af politikerne i Folketinget er enige om, at reglerne for nødundervisning skal forlænges helt til sommerferien. Det vil sige, at man ikke forventer, at situationen bliver helt normal før da.

5
Hvad skal der ske med eksamen?

Det store spørgsmål blev ikke besvaret på pressemødet. Der har allerede været stor diskussion om, hvad der skal ske, når de ældste elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne skal til eksamen til sommer. For de har ikke haft mulighed for at lære lige så meget som normalt. Men spørgsmålet bliver snart besvaret, lovede børne- og undervisningsministeren Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Inden for meget kort tid forventer vi, at der er en afklaring om eksaminer og afgangsprøver,” sagde hun.