Identitet

De danske cyklister er gode for klimaet

I Danmark cykler vi i gennemsnit 1,6 kilometer om dagen.

Foto: Flo Maderebner/Pexels

Nanna Hein


20 september, 2022



Hvis alle cyklede lige så meget som danskerne, ville udlede en hel del mindre CO2.

Danskere er kendt i hele verden for at cykle. Langt de fleste danskere har en cykel og bruger den tit. Måske er du selv cyklet i skole i dag?

At cykle sørger for, at vi får frisk luft, motion og slipper for at sidde i kø i bil eller bus. Men cykling er også godt for klimaet. Ifølge en ny undersøgelse burde flere lande faktisk cykle lige så meget, som vi gør i Danmark. Sådan skriver Politiken.

Danmark og Holland

En gruppe forskere har undersøgt tre ting omkring brugen af cykler. Først har de set på hvor mange cykler, der findes i verden. Bagefter har de set på, hvor meget der bliver cyklet på cyklerne. Og til sidst har de set på, hvor meget mindre CO2 der ville blive udledt, hvis alle cyklede lige så meget som de to lande, der cykler mest – nemlig Danmark og Holland.

I Danmark har vi nemlig flest cykler per indbygger. I gennemsnit cykler vi 1,6 kilometer hver dag. Hvis resten af verdens befolkning cyklede lige så ofte, som vi gør, ville verden udlede 414 millioner tons CO2 mindre, end vi gør nu. I 2021 udledte Danmark 61 millioner tons CO2. Sådan skriver Klimaministeriet. Det er altså en hel del mindre CO2 der udledes, hvis flere mennesker vælger cyklen.

I Holland har de lidt færre cykler per indbygger, end vi har. Til gengæld cykler de længere på dem. I gennemsnit cykler hollænderne 2,5 kilometer om dagen.

Så hvis du vil gøre noget godt for klimaet, så hop op på cyklen og kom afsted.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Biseksuelle trives dårligere