Videnskab
Danske unge tager mobilen med i seng: Er dårligt for søvnen
En tredjedel af unge i alderen 16-25 tjekker mobilen hver nat. Det er dårligt for søvnen, viser ny undersøgelse.
Du kender det sikkert godt. Du vågner midt om natten og skal lige tjekke mobilen. Måske er der nogle, der har skrevet? Eller også skal du lige se, hvor mange timer der er til, at du skal op (eller minutter, hvis du er rigtig uheldig).
Hvis du er en af dem, som ikke kan lade mobilen være om natten, så er du ikke alene. Faktisk tjekker en tredjedel af danske unge mellem 16-25 år mobilen hver eneste nat. Det viser undersøgelsen SmartSleep lavet af Københavns Universitet.
Det er særligt de sociale medier, uret eller alarmen, der lige skal tjekkes om natten. Og hvis du har mobilen liggende ved siden af sengen, så er der større risiko for, at du bruger den om natten.
Ødelægger søvnen
Når du tjekker din mobil om natten, så kan det gå ud over din søvn. Det fortæller Naja Hulvej Rod, som er professor på Københavns Universitet og forskningsleder på projektet.
”De, der bruger telefonen om natten, scorer markant højere på stress, har dårligere selv-vurderet helbred og lider mere af hovedpine,” siger hun til TV 2.
Når vi sover, så sover vi i cyklusser af 90 minutter ad gangen, hvor man går fra den lette søvn til den dybe søvn. Når vi er i den dybe søvn, slapper kroppen bedst af. Hvis vi bliver afbrudt i den, så skal vi starte forfra i vores cyklus. Derfor kan mobilen påvirke vores søvn negativt.
Gode råd til at undgå at tjekke mobilen
Hvis du gerne vil undgå at tjekke mobilen midt om natten, så er her nogle gode råd.
1) Gem mobilen væk. Hvis du ikke kan nå mobilen fra sengen, så er der mindre risiko for, at du bruger den om natten. Jo længere væk, jo bedre.
2) Sæt mobilen på fly-tilstand. Så bliver du ikke vækket af beskeder eller notifikationer om natten.
3) Brug noget andet som alarm. Mange, der tjekker mobilen om natten, bruger den ofte også som alarm.