Kultur

Dansk bryggeri laver ny øl inspireret af tv-serien “Game of Thrones”

Det er i denne måned ti år siden, at Game of Thrones havde premiere på TV.

Foto: Shutterstock

Sesilie Christophersen


12 april, 2021



For at fejre 10-års jubilæet for første afsnit af "Game of Thrones" laver det danske bryggeri Mikkeler en tema-øl inspireret af tv-serien.

Har du set Game of Thrones? Det har du nok, ellers har du i hvert fald hørt om den. For Game of Thrones er nok den største tv-succes i nyere tid. I denne måned er det præcis ti år siden, at man kunne se danske Nikolaj Coster-Waldau og en række andre kendte skuespillere i første afsnit på amerikanske HBO.

For at fejre jubilæet har det danske bryggeri Mikkeller lavet et samarbejde med Warner Bros. Consumer Products. Det er en amerikansk virksomhed, som laver merchandise til film og tv-serier.

Mikkeller skal nemlig brygge flere Game of Thrones-øl. Øllene vil blive lanceret i løbet af det næste år. Det skriver DR. TV-serien er da også kendt for, at de forskellige karakterer drikker meget, så det passer fint med en Game of Thrones-øl.

Det er langt fra første gang, at en virksomhed sender produkter på markedet i forbindelse med en populær tv-serie. Den klassiske slikpose Matador-mix blev for eksempel sendt på markedet i 1983 i forbindelse med tv-serien Matador, som blev sendt på DR. Det fortæller Jonatan Leer til DR. Han forsker i madkultur på Professionshøjskolen Absalon i København.

“Når et produkt allierer sig med et populærkulturelt fænomen, kan der helt sikkert være mange fordele. I Mikkellers tilfælde vil ‘Game of Thrones’-samarbejdet åbne en kæmpestor dør til et globalt marked og en meget mere mainstream kundegruppe, end bryggeriet har i dag,” siger han.

Her kan du se, hvordan øldåsen kommer til at se ud:

3-4 liter øl om dagen

Danmark har en lang tradition med øl bag sig. Det danske bryggeri Carlsberg er for eksempel det tredje største bryggeri i verden. Til sammenligning er bryggeriet Mikkeller meget mindre. De er det, man kalder et mikro-bryggeri, som ofte laver specialøl som for eksempel den Game of Thrones-øl, de nu vil lave.

Og hvis vi går langt tilbage i tiden til middelalderen, så drak mange danskere tre til fire liter øl om dagen. Det lyder helt vildt, men det var fordi, at det nærmest var umuligt at finde rent drikkevand. Øllet dengang var ikke lige så stærkt, så det var ikke fordi, at alle folk rendte fulde rundt på gaden.

I dag har vi et helt andet forhold til øl. Vi er ikke længere afhængige af øl for at kunne slukke tørsten. I dag forbinder de fleste øl med hygge og en god stund med venner eller familie.

Læs også: Baggrund: I Island er det lykkedes at få de unge til at drikke mindre – hvad er der sket?