Politik

Danmark skal have 15 nye nationalparker med fokus på natur

Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet er med i aftalen om de nye naturnationalparker.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Nanna Hein


29 marts, 2022



Der skal være mere vild natur i Danmark. Et flertal i Folketinget vil sørge for det med flere naturparker.

I Danmark skal vi nu have 15 nye nationalparker med fokus på natur. De bliver også kaldt naturnationalparker.

Hvor de første fem parker skal være er tidligere blevet offentliggjort, men nu er de sidste ti parkers placering altså besluttet.

Hvor skal parkerne være?

Naturnationalparkerne skal ligge i: Fussingø, Gribskov, Almindingen, Stråsø, Tranum, Læsø, Hanstholm, Husby Klitplantage, Kompedal Plantage, Mols Bjerge, Nørlund Plantage, Harrild Hede, Draved Skov, Kongens Mose, Hellebæk Skov, Teglstrup Hegn, Bidstrupskovene og Ulvshale Skov.

Kilde: Miljøministeriet

Sådan skriver DR.

Mere natur

Der kommer i alt 15 nye naturnationalparker. En naturnationalpark er ikke det samme som en nationalpark.

I almindelige nationalparker må man stadig godt have landbrug og skovbrug. Der er også gjort plads til, at vi mennesker kan bruge nationalparkerne.

I naturnationalparkerne drives der hverken landbrug eller skovbrug. Det betyder, at naturen kan vokse frit. Der bliver heller ikke taget hensyn til, at skoven skal bruges af os mennesker. For eksempel laves der ikke store brede stier, som vi kan gå på. Sådan skriver Naturstyrelsen.

Vi mennesker må altså stadig gerne bruge naturnationalparkerne, men uden at naturen bliver tilpasset os.

Det er regeringen (som lige nu er Socialdemokratiet), Socialistisk Folkeparti (SF), Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, der er blevet enige om, at de 15 naturnationalparker skal oprettes og hvor de skal være. Og miljøminister Lea Wermelin er glad for den nye aftale.

”Alt for længe har vi lagt bånd på naturen. Tæmmet den. Gjort den snorlige og symmetrisk. Men i dag sætter vi naturen fri.” Sådan siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

De 15 naturnationalparker kommer til at dække et areal på cirka 25.000 hektarer. Det svarer til cirka 20 gange Dyrehaven.

LÆS OGSÅ: Flere uddannelser skal flyttes ud af storbyerne




© Copyright - seismo 2019