Identitet

Croptoppen skal huskes for altid: Nu kommer den på museum

Croptoppen skal nu udstilles på et dansk museum. På den måde glemmer vi ikke den debat, som vi havde i sommers.

Foto: Jansel Ferma/Pexels

Mathilde Johannesen


17 september, 2021



En skole i Vejle forbød pigerne at gå med croptop. Det startede en heftig debat i løbet af sommeren. Pigerne endte med at få lov til at gå med toppen, og nu vælger museet KØN at forevige croptoppen i en af deres samlinger.

Hvis jeg siger ordet ”museum”, hvad er det første, du så tænker på? Ikke en croptop, vel? Måske mere samlinger af kunst og en lang søndag eftermiddag på et museum, som din mor eller far har valgt?

Sådan er det ikke mere. Nu kan du nemlig sætte lighedstegn mellem ordene ”museum” og ”croptop”. Det er fordi, museet KØN har tilføjet en croptop til deres samling.

Hvorfor skal croptoppen udstilles på et museum?

Croptoppen skal udstilles på et museum, fordi den skabte stor debat i løbet af sommeren 2021. Her blev mange danskere forargede over, at pigerne på en skole i Vejle fik at vide, at de ikke måtte gå med croptops i skoletiden. Det måtte de ikke, fordi det blandt andet forstyrrede drengene i undervisningen. Skolen valgte dog til sidst at lade pigerne gå med croptops.

Og netop sådan en debat er vigtig at huske, fortæller museumsdirektør Julie Rokkjær Birch til DR.

”Den skal på museum, fordi historien og debatten, der fulgte i kølvandet på det her croptop-forbud udgør et rigtig vigtigt nedslag i kønnenes kulturhistorie, og det er det, vi varetager på vores museum”.

Hvad siger en af de unge?

Edith Vels er den pige, som har valgt at give sin croptop til museet. Hun går i 2.G på Aarhus Katedralskole, og det var hendes idé at lave en demonstration i sommer, hvor deltagerne havde croptops på.

Hun er glad for at kunne give sin croptop til museet, fordi hun synes, at toppen har været med til at skrive historie. Den er altså særlig vigtig. Og samtidig viser det, at de unge kæmpede. De ville ikke lade de voksne bestemme, hvad de måtte eller ikke måtte have på i skole.

”Jeg synes tit, at vores generation bliver kaldt en vag generation, og mange har kaldt det her for en egoistisk og irrelevant kamp. Derfor er det også vigtigt at vise for eftertiden, at vi kæmpede. Vi stod ikke tilbage og lod de voksne regulere os. Vi gjorde faktisk oprør”, siger Edith Vels til B.T.

Museet KØN har altså sørget for, at croptoppen aldrig bliver glemt. I fremtiden vil man kunne se den på museet og læse om den debat, som den startede.

Så er det store spørgsmål bare, om du nu skal på museum i weekenden?

LÆS OGSÅ: Skole forbød croptops – nu har man ombestemt sig