Online

BeReal: Et nyt socialt medie vil fjerne filtre og perfekte selfies

BeReal er et nyt socialt medie, som opfordrer brugerne til at være mere ægte.

Foto: Shutterstock

Sesilie Christophersen


24 januar, 2022



BeReal er et nyt socialt medie, som vil gøre op med blandt andet perfekte selfies. Indholdet skal derfor være mere ægte.

Tager du selfies med morgenhår, mens du sidder i dit køkken, hvor opvasken stadig står på køkkenbordet fra i går? Hvis ikke, så kan det være, at du kommer til det nu.

Endnu et socialt medie har nemlig set dagens lys. Det har sat sig for at gøre op med den kultur, der presser unge til at søge det perfekte. Der er ingen skønhedsfiltre, og måden man lægger indhold på mediet, gør det svært at tage det perfekte billede. Det skriver DR.

Mediet hedder BeReal og stammer fra Frankrig. Det er lige nu den anden mest downloadede gratis app i Danmark. Den er kun overgået af appen MitID.

BeReal fungerer på den måde, at du får en notifikation én gang om dagen, og så har du to minutter til at tage et billede og lægge det op.

Man bestemmer altså ikke selv, hvornår på dagen man vil tage billedet, og kan derfor ikke på samme måde opstille de perfekte rammer omkring billedet.

Hvis man ikke selv lægger et billede op, får man heller ikke adgang til andres billeder.

Idéen er altså, at det skal være så ægte som muligt, og at det samtidig gør op med det perfekte. Det forklarer Jacob Holst Mouritzen til TV2. Han er ekspert i sociale medier og medejer af virksomheden Holst Poulsen.

“Trends skaber modtrends. Den blomstrer som en antitese til den perfekte kultur på Instagram og TikTok. Spørgsmålet er, om den kan blive mainstream, men det er et klart opgør med det perfekte, som Instagram har stået for i mange år,” siger han til TV2.

Man kan stadig iscenesætte sig selv

Det nye sociale medie vækker interesse blandt eksperter. Blandt andre Jonas Ravn er nysgerrig på det nye medie. Han er seniorrådgiver i børn og unges digitale liv hos Center for Digital Pædagogik.

Han følger med i unges digitale liv og er derfor også opmærksom på nye sociale medier. Han finder BeReal interessant, fordi det netop vil skabe mere realistisk indhold. Men han peger også på, at man stadig sagtens kan nå at iscenesætte sig selv på to minutter. Man kan nå at redde sit hår, gå ud i haven for at skifte baggrund eller lægge en hurtig make-up.

“På to minutter kan man godt nå at planlægge noget eller gøre noget mere interessant, end det er, så det er ikke en garanti for, at man slet ikke har det retoucherede,” siger Jonas Ravn til DR.

Til gengæld kan ens venner se, at man ikke har taget billedet med det samme. De kan også se, om man har taget billedet om. De kan endda kommentere på, hvor lang tid man har ventet med at tage billedet, hvis de har lyst.

Læs også: Tiktok redder 16-årig pige