Online

Belgisk forbud fejler: Ulovlige loot boxe findes i 82 af de 100 mest downloadede spil

En loot-boks kan ende med at blive mange penge værd.

Foto: Blizzard Entertainment.

Julius Tromholt-Richter


17 maj, 2022



Selvom det er blevet forbudt at tilbyde loot boxe i computerspil i Belgien, så rammer restriktionerne ved siden af, det fastslår en forsker fra IT-universitetet i København.

For nylig fik den klassiske action-RPG spilserie, Diablo, en mobiludgave kaldet Diablo Immortal. Spillet er fyldt til bristepunktet med måder at købe sig fattig i ekstra indhold, og det har igen tændt op under debatten om loot box-mekanikker. En debat, der før har vækket voldsom kritik af spilselskaber, der sælger disse pakker med ekstra indhold til deres spil, som kan købes for virkelige penge.  

Kontroversielle loot boxe

  • Loot boxe har været omgærdet af kontroverser, dels fordi de lægger op til modeller, hvor spillere kan betale mere end andre spillere for at vinde. Et såkaldt ”pay-to-win”-spil. Dels har mange også problematiseret, at spillere ikke ved, hvad de betaler for, da indholdet af en loot box som udgangspunkt bliver tilfældigt fordelt.

    Loot boxe fungerer ligesom samlekortpakker, hvor de mest værdifulde kort er sjældne for at give spillerne incitament til at købe flere pakker i jagten på de bedste kort.

Belgiske fans af Diablo-serien fik dog ikke mulighed for at kaste sig over Diablo Immortal. I Belgien er det nemlig blevet vurderet, at loot boxe er på linje med gambling, og deres gambling-myndigheder har derfor indført restriktioner, der gør loot box-mekanikker ulovlige. Det har fået spiludviklerne bag Diablo-serien, Blizzard, til ikke at udgive spillet i Belgien.

Men det er langt fra alle spil med loot boxe, der ikke er tilgængelige i Belgien.

“82 ud af de 100 mest downloadede spil på Apple App Store i Belgien har stadigvæk loot boxe,” fortæller PhD Fellow ved Center for Digital Play hos IT-Universitetet i København, Leon Y. Xiao.

Han har været i Belgien for at undersøge, hvordan restriktionerne har påvirket spilmarkedet, og her står det klart, at de langt fra har formået at fjerne loot boxe.

“Det krævede ikke nogen smuthuller eller noget. Jeg var logget på den belgiske-udgave af Apple App Store, og jeg kunne købe loot boxe i alle 82 spil uden videre,” siger Leon Y. Xiao.

Ifølge Leon y. Xiao er det få titler, der rent faktisk er påvirket af forbuddet. Ofte er det de mest populære spil som eksempelvis FIFA og nu Diablo Immortal, men selv for disse titler er der omveje.

“Jeg kunne ganske rigtig ikke downloade Diablo Immortal fra den belgiske App Store,” siger Leon Y. Xiao.

“Men der kunne jeg så meget nemt skifte til Storbritanniens udgave af App Store, og så kunne jeg nemt downloade det og også købe loot boxe.”

Spillene er balanceret omkring loot boxe

Der kan være god grund til, at spillere ville springe udenom restriktionerne og hente udenlandske udgaver af spil, for at få adgang til loot boxe.

Loot boxe er en guldgrube for spilselskaberne

  • Nogle spilselskaber har en solid del af deres forretning bygget op omkring loot boxe og andet ekstra indhold, der kan tilkøbes.
  • Ser man eksempelvis på det store spilselskab Electronic Arts, der står bag FIFA, så har de i det finansielle år 2021 tjent 1,62 milliarder dollars, svarende til 10,4 milliarder danske kroner, på loot boxe i online-delen af deres sportsspil. Det udgjorde 29% af alle Electronic Arts indtægter.

Kilde: Vg247.com

“Spillene er efter min mening ofte designet og balanceret omkring, at spillerne skal købe de her loot boxe. Så hvis du ikke køber loot boxe, så kan du ikke konkurrere med andre spillere, der måske ellers er lige så gode til spillet, som du er,” siger Leon Y. Xiao.

Det kunne han eksempelvis se på de to spil, der lå på top-100 over de mest downloadede på den belgiske App Store, som rent faktisk havde fjernet mulighederne for at investere i loot boxe – selvom spillene havde loot box-mekanikker i andre lande.

“Jeg så på de anmeldelser, som de belgiske spillere havde givet på App Store. Her beskrev de, at det ekstra indhold, som de kunne få uden at skulle betale for det, ikke var nok til, at de rent faktisk nød at spille spillene. Og de var trætte af, at de ikke kunne konkurrere mod udenlandske spillere, som købte sig til fordele i spillet,” siger Leon Y. Xiao.

Myndighederne har ikke fulgt op

Leon Y. Xiao er bekymret over, at de belgiske regler slet ikke hjælper dem, som de i sin tid blev lavet til.

“Reglerne er jo lavet for at hjælpe folk, der eksempelvis har problemer med ludomani, men som det er lige nu, så rammer de ved siden af,” siger Leon Y. Xiao.  

Hvorfor har den belgiske lovgivning ikke virket?

“Det her er lidt en simplificering, men i store træk har man sagt, at det her er blevet forbudt. Man har sagt, at de ville finde folk, der overtrådte de her regler, og at man vil komme efter dem, hvis de havde loot box-mekanikker i deres spil. Men det har de ikke fulgt op på. Hvis man rent faktisk gjorde det, ville det nok se en del bedre ud”.  

LÆS OGSÅ: Dansk PlayStation-spil fik halvanden million nye spillere på rekordtid




© Copyright - seismo 2019