Kultur

Anmeldelse: Tre elever fra 8. klasse anmelder en podwalk, som forener en gåtur og et mystisk mord

Når du bruger en såkaldt podwalk, lytter du til en podcast, mens du følger en rute rundt i et bestemt område.

Foto: Melanie Pongratz/Unsplash

Stella Røhl og Mathilde Rickmann og Silje Tarpgaard


11 marts, 2020



Lyt til en historie om et gådefuldt mord, mens du bliver guidet rundt på opdagelse i byen. Det er idéen i den såkaldte podwalk "Tryk play for mord". Tre elever fra 8. klasse på Frederiksbjerg Skole i Aarhus har anmeldt oplevelsen.

Anmeldelse

8. klasse på Frederiksbjerg Skole i Aarhus har prøvet podwalken Tryk play for mord. Tre elever fra klassen, Stella Røhl, Mathilde Rickmann og Silje Tarpgaard, har anmeldt oplevelsen her.

Podwalk

En podwalk er en podcast, som skal høres et helt bestemt sted. DR’s podwalk Tryk play for mord skal høres, mens man bevæger sig gennem Aarhus midtby i en rute, der er bestemt på forhånd. Gennem 24 kapitler, som hver varer et par minutter, bliver man guidet gennem byen.

Vi står på den store trappe på kultur-huset Dokk1 og kigger ud over Aarhus midtby. I ørene hører vi noget stemningsopbyggende musik, og Finn Nørbygaard fortæller os, at vi nu skal gå hen mod politi-gården og afspille det næste kapitel.

Langsomt føres vi gennem en historie om et mord begået i centrum af Aarhus, hvor vi undervejs præsenteres for forskellige personer og steder med betydning for historien. Med hjælp fra musik og lyd-effekter bliver man mere og mere fanget af historien – og støjen fra byens trafik gør det kun mere autentisk.

Dette koncept kaldes en “podwalk”, og det er DR, som står bag. En podwalk er en podcast, der knytter sig til et specifikt sted, og det er på dette sted eller område, man befinder sig, mens man lytter til podcasten.

Hvad mener du?

Seismo vil gerne høre, hvad du mener – om klimaet, politik, kultur, sociale medier og meget mere. Hvis du brænder for noget, som du gerne vil dele, så skriv til os. Send læser-breve, kronikker og anmeldelser til os på: redaktion@seismo.dk.

Podwalken Tryk play for mord starter med, at hovedpersonen, journalisten Esther, forsøger at finde den person, der har begået mordet på en ung kvinde ved navn Simone Ventrigada.

Men langsomt bliver hun, delvist presset af sin chef, også involveret i hele miseren. Det er hendes tanker, overvejelser og teorier, man lytter til. Dem kan man så enten erklære sig enig eller uenig i. Måske har man også sine egne mistænkte.

Det gode ved konceptet er, at man oplever sin egen by på nye måder, og måske kommer man endda steder hen, man aldrig har været før – nu i selskab med Esther og resten af person-galleriet, samt et par gamle kendinge som Thomas Helmig og Peter AG.

Trods middelmådigt radio-spil med falsk latter og nogle løse ender til sidst, var det afgjort oplevelsen værd. Det kan anbefales for alle, der har mod på en ny form for krimi, og som er over 12 år. Især hvis den gås i mørke eller uden ledsager, kan det virke overvældende for yngre børn.

Alt i alt en god oplevelse.